Det er ikke længere nødvendigvis så smart at være den første i klassen, der i en hel- eller halvbrandert gør de første famlende sexerfaringer på en mark bag ungdomsklubben.

Den seksuelle debutalder for danske teenagere er steget fra i gennemsnit 16 år til 17 år på et årti, viste en undersøgelse for et par år siden.Kæresteri i en tidlig alder er heller ikke nødvendigvis en stor lykke.

Det kan være svært for unge mennesker at kaste sig fra det ene seksuelle kæresteforhold til det andet. Den livsstil har omkostninger, og faktisk er de unge, som holder sig på måtten og lever deres barndom helt ud, statistisk set lidt lykkeligere, har forskere på Cornell University i North Carolina fundet frem til efter at have studeret 8.000 12-17 årige i et år.

Popidoler i dag praler også med stadig at være uskyldige.

Det 19-årige sexsymbol Britney Spears toner gerne frem i medierne med sine forstørrede silikonebryster og proklamerer, at hun stadig er jomfru, selvom det er svært for hende at holde fingrene fra kæresten Justin Timberlake fra N'SYNC. Og formentlig ikke mindst omvendt.

Den ihærdige professor Charles Hill fra Whittier College i USA har også fundet gode argumenter for at vente med sex. Han råder mænd til at vente med at have sex til efter gymnasiet.

»Ved at vente finder man lettere en partner, som man følelsesmæssigt er tiltrukket af. Tidlig seksuel aktivitet medfører let, at man kun ser på partnere som endnu et hak i sengestolpen,« sagde han ved en kongres i mandags. En viden, han har fået ved at følge 231 par i 25 år. SIR