Tja, så kom jo lige en 71-årig mester og satte samtlige – som i SAMTLIGE – andre optrædende på Skanderborg på plads.
Se, jeg ville jo nok normalt have brugt ordet topklasse. Men i denne sammenhæng strækker det ganske enkelt som en bovlam syerske i infernoet.Dette var mere end topklasse – ja, det var en oplevelse med origastisk overskud og den totale kontrol over musikkens virkemidler. Vi er derude, hvor det ganske ikke fås bedre. Hvor det er så godt, at man et eller andet sted nægter at tro, det kan være sandt.
Ja, naturligvis taler jeg om legendariske Tom Jones i Skanderborg.
På en aften hvor én af verdens suverænt bedste sangere i en alder af 71 år – i hvert fald ud af alle de gange jeg har oplevet ham – valgte at overgå sig selv.
Jo da, Tom Jones leverer i reglen altid med et overskud, som kun er sande enere forundt, og det er måske, hvad man kan forvente af den walisiske verdensmester, men det sejtrækkende, storswingende unge band, manden turnerer med i disse år, spiller for det første med det samme overskud, Tom synger med. Og for det andet har Jones i forening med dette fuldstændig formidable band formået at omarrangere de gamle Vegas-klassikere som 'Green Green Grass Of Home', 'Detroit City' og 'Delilah' i bluesy, følte arrangementer, så de fald fint i hak med eksempelvis 'Burning Hell' fra hans fremragende 'tilbage-til-rødderne' album 'Praise And Blame' fra sidste år.
Det udviklede sig i Skanderborg til én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet hér – og i må tro mig på mit ord: Det vil fandeme sige noget!
Med et orgiastisk overskud (ja, der var det ord igen) fra scenen fik man så også lige vederkvægende veloplagte udgaver af 'Mama Told Me Not To Come', 'Kiss', 'Sex Bomb' (Turn me on girls, som en veloplagt libertiner med glimt i øjet grinede i dén sammenhæng) og – mit skrøbelige hjerte – en udgave af Little Feats 'Dixie Chicken', som ufatteligt nok overgik originaludgaven.
Men netop dén siger faktisk alt om Tom Jones og co. i 2011. De swinger så sejt, og musikken er så uomgængelig, som man ellers primært kender det fra sydstatsdrenge som Little Feat.
Og så selvfølgelig STEMMEN i front. Med en indlevelse som kun sande legender kan levere den. Som en kær ven og kollega påpegede:
- De laver dem fandme bare ikke sådan mere!
Eller som en anden ven præcist pointerede:
- Verdensklasse med verdensklasse på!
Tak, Tom! Jeg ville være lamslået, hvis jeg ikke var så lykkelig…
