Danske musikeres massive succes i udlandet inspirerer teenage-favoritten Christopher, der også drømmer om de store internationale scener.

For tiden brager dansk musik igennem i det store udland. MØ har haft et verdensomspændende hit, og Lukas Graham tager i øjeblikket USA og resten af verden med musikalsk storm. Og det inspirerer mange danske teenagepigers store favorit Christopher.

Den 24-årige popstjerne håber med det nye album ’Closer’ på at komme skridtet videre mod et internationalt gennembrud.

I en sidegade til Nyhavn drejer man ind ad en port. Helt inde bagerst i gården går man ned ad en trappe og ind i en kælder, hvor man fortsætter videre ind i et større kælderrum, der bliver til en lang gang. Man drejer første gang til venstre, og så står man i det lille værelse, der udgør den ene del af et pladestudie.

Umiddelbart er fornemmelsen ikke storhed og internationalt succes. Men alligevel er der et eller andet. Og det et eller andet er personen, der sidder på sofaen, Christopher.

Fredag udgiver han sit tredje album, ’Closer’, og drømmene er ikke små. Næret af bl.a. den succes som den danske gruppe Lukas Graham for tiden oplever i USA med en tredjeplads på albumhitlisten og en andenplads på singlehitlisten.

»Jeg vil selvfølgelig gerne slå igennem internationalt - i USA, Tyskland og England. Jeg har kæmpe drømme. Men det kræver, at man har nummeret – det hit, som skal bane vejen. Det er det, som Lukas Graham har fået med ’7 Years’,« siger Christopher.

Hit skal bane vejen

Når snakken falder på udlandet og specielt succes i USA, læner Christopher sig frem i sofaen, armene bliver sat i bevægelse, og han taler en smule hurtigere.

»Det går godt for dansk musik. Og det er fedt med Lukas Graham, for han kan være med til at bane vejen for en masse andre danske musikere i USA og resten af verden. Ligesom man har set det med flere danske skuespillere, som har slået igennem, så håber man på, at Lukas Grahams succes kan være med til det samme for musikken. Det koger i den danske musikverden i forhold til udlandet lige i øjeblikket,« siger Christopher, som også peger på danske MØ, som en af dem, der er med til at gøre en forskel for dansk musik i udlandet.

På det nye album har Christopher været vidt omkring. Han har med egne ord nået at ’gå fra en kæreste, været vild med vennerne i byen og blive forelsket igen’ på de to år, albummet har taget at lave. Og det har været med til at forme ’Closer’.

»Der er mange, som har en holdning til min musik: Pladeselskab, manager, venner, forældre og kæreste, men i sidste end har jeg fundet ud af, at jeg skal gøre det, jeg synes. For så bliver det ægte. Det var også derfor jeg på et tidspunkt sang meget om sex, for det var det, jeg følte var ægte – ikke det alle mulige andre ville have.«

Succes i Kina

Selvom USA er den helt store drøm, så har Christopher allerede fået den første bid af international succes. I Kina har den blonde dansker allerede tusindvis af fans, der skrigende står klar, når han optræder offentligt i det store land mod øst.

Til efteråret skal han på en mindre turné i Kina. Billetsalget er ikke gået i gang endnu, men Christophers popularitet i landet er stor.

På den kinesiske pendant til Spotify har den 24-årige danske musiker for tiden ikke et, men to numre i top ti.

Det er de to singler ’Limousine’ på en niendeplads og ’I Won’t Let You Down’ på en tredjeplads.

»Der er en masse, som lytter til min musik i Kina. Og det er helt vildt at stå på en scene i Kina. At være så langt væk hjemmefra i et land, der er så forskelligt fra Danmark, og så kan de synge med på mine sange. Det er en fantastisk oplevelse,« forklarer Christopher.