Efterretningstjenesten undersøger, om David Headley fik hjælp af terror-sympatisører under sine to rejser til København.


PET arbejder på højtryk for at afsløre, om de anholdte terrorister fik hjælp af personer i Danmark. David Coleman Headley, 49, var i København i januar og august for at forberede terrorangrebet mod Jyllands-Posten og en flybillet var købt til en tredje tur den 29. oktober.

Den massive overvågning af David Coleman Headley og forretningsmanden Tahawwur Hussain Rana, 48, gennem 10 måneder har ikke afsløret klare forbindelser til folk i Danmark, men PET jager nu mulige medhjælpere.

PET-chef Jakob Scharf vil ikke udelukke anholdelser i Danmark: »Det er væsentligt for os af afdække, om der er forbindelser til Danmark. Jeg vil ikke afkræfte, at der er forbindelser til personer, der opholder sig på dansk territorium. Der er tale om en trussel, som vi må tage særdeles alvorligt, og derfor koncentrerer vi i øjeblikket efterforskningen her i Danmark,« udtalte Jakob Scharf i går.

Indkvartering til terrorister

David Headley skrev bl.a. på sin egen huskeliste til »Mickey Mouse projektet«, som terror-planen blev kaldt, at han skulle finde indkvartering til »klienter«, »Residence for clients«. Dét tolkes som ophold til en gruppe tilrejsende terrorister, som skulle udføre angrebet.

Der skulle også skaffes skydevåben og håndgranater, mener FBI og PET. På huskelisten kalder David Headley det »Mixed Fruit Dish«, en blandet frugtsalat. Ifølge listen skulle »maskineriet indkøbes«, når han kom retur. Opgaverne var for store til kun én mand, men terrorplanen var kun i sin første fase og derfor var eventuelle hjælpere i København måske slet ikke sat i aktion endnu. Huskelisten blev skrevet af David Headley allerede omkring den 7. december 2008, hvor han rejste fra Pakistan til USA. Det var en måned før, David Headley kom til København for første gang.

Dansk forbindelse ?

»Som det ser ud nu er det meget svært at se en dansk forbindelse. Der er meget, som taler for, at de har handlet på egen hånd. Hvis de anholdte havde danske hjælpere behøvede David Headley ikke selv at tage til København for at videofilme potentielle mål,« siger tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen.

»Der er kørt en efterretningsoperation gennem mindst 10 måneder med en intens overvågning og så ville man ikke kunne undgå at rende ind i danske forbindelser,« siger Hans Jørgen Bonnichsen. Men han tilføjer, at det meget vel kan tænkes, at FBI og PET skjuler en række oplysninger af hensyn til igangværende operationer. »Der er også beslaglagt en stor mængde materiale, som nu skal analyseres og der kan skjule sig interessante oplysninger hér,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Det bevismateriale som FBI har offentliggjort, rummer intet om hjælpere i Danmark. FBI fastslår f.eks. at hverken David Headley eller Tahawwur Rana i 2009 har haft telefon eller email kontakter med personer i Danmark.

Mystisk person ?

David Headleys huskeliste kan dog - måske - antyde en kontakt i Danmark. På listen skriver han »Car trip + Train Option (Nufoozur Rehman)(weekend?) Det er ukendt, hvem Nufoozur Rehman er eller hvor han skulle møde ham. David Headley var på gennemrejse i flere europæiske lande på vej til Danmark.

PET siger, at terror-angrebet ikke var lige om hjørnet. Tidligere kriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen støtter dét og siger, at »Mickey Mouse« operationen var i et forberedende stadie.

»Det er altid et strategisk valg for en efterretningstjeneste, hvornår man skal slå til. Hvis man gør det tidligt, kan det ske på bekostning af beviserne. Hvis man gør det for sent, kan det koste menneskeliv,« siger han.