Jens Holger Broch var kun 16 måneder, da hans mor døde på tragisk vis. I et langt liv har han båret på savnet af den mor, han aldrig fik lov til at kende.
For de fleste mennesker går det hele så nemt. Man bliver født. Man bliver elsket af sine forældre. Og man bliver nænsomt skubbet ud af reden, når vingerne kan bære.
Sådan formede barndommen sig ikke for 62-årige Jens Holger Broch. Han voksede op med følelsen af at være uønsket. Eller som han selv udtrykker det: »Jeg stod altid bagest, når der blev uddelt kys og kram. Eller rettere sagt. Jeg fik ikke nogen af delene«.
Når han tænker tilbage på sin barndom, er det kun dårlige minder, der stiller op i køen. For man gjorde et barn fortræd - måske mere eller mindre bevidst. Men i hans erindring er det de negative, bevidste handlinger, der har lagret sig. Det er dem, der fylder og har fyldt i et langt liv og spærrer for de gode oplevelser, der er så væsentlige at have med som ballast, når man skal forme sit liv.
Han blev født i Randers i 1952. Far, Jørgen Broch, var lagerekspedient i Fællesforeningen i Randers. Og det var netop den arbejdsplads, der indirekte var årsag til Jens Holger Brochs ulykkelige barndom. For da han var 16 måneder gammel, var forældrene inviteret til personalefest, der skulle foregå på restaurant Skovlyst i Langå. De skulle sejle til Langå i en turistbåd.
Drengen så aldrig sin mor, Grethe Broch, igen. Hun druknede undervejs.
Men tragedien blev holdt hemmelig for ham. Når han op gennem barndommen og ungdommen spurgte sin far, hvorfor hans mor var død, fik han altid det svar: At det ikke var noget at snakke om.
Jo mere han blev afvist, des større blev savnet. Det blev heller ikke mindre af, at faderen efter et par år fandt sammen med en anden kvinde med tre sønner fra et tidligere forhold. Den yngste søn var kun et par år ældre end Jens Holger.
Klippede billede af mor i stykker
Ifølge Jens Holger var det bestemt ikke noget godt match.
»Hun kunne ikke li’ mig. Foretrak sine egne børn. Jeg husker så tydeligt, da min far og jeg skulle flyttede ind til hende i lejligheden i Sjællandsgade. Jeg havde tre kasser legesager med. Min stedmor forlangte, at jeg skulle dele hvert et stykke legetøj med hendes to yngste børn. Sådan blev mine allerkæreste ejendele delt op i tre bunker,« fortæller den 61-årige, ikke uden vrede i stemmen.
Værre bliver det, når han fortæller om de få billeder af den biologiske mor, som han og faderen havde medbragt i det nye fælles hjem.
»De blev klippet i stykker. Min stedmor sagde, at nu havde jeg jo hende, og så skulle jeg ikke gå og tænke på min rigtige mor!«.
I den negative bagage ligger også historien om den lille stedsøns frakke, som stedmoderen mente, hendes biologiske søn godt kunne bruge. Hun forlangte, at de to små drenge skulle trække lod om frakken.
»Heldigvis vandt jeg,« siger han hårdt - så mange år efter.
Jagten på mor
Faderen og hans nye kvinde blev gift, og før Jens Holger nåede skolealderen flyttede familien til Viby ved Aarhus. Faderen arbejdede på FDB, og Jens Holger kom på Holme Skole.
Men savnet af den biologiske mor blev ikke mindre med alderen. Måske mest fordi han ikke måtte tale om sin mor eller vide noget om hende. Jo mere hen blev nægtet, des mere ville han vide.
»Da jeg var en 14-15 år, cyklede jeg til Randers for at finde min mors gravsted. Jeg kom hjem med uforrettet sag«.
Turen fra Randers til Aarhus var lang. Meget lang.
Jens Holger tog sin realeksamen, kom i lære i Provinsbanken på Bispetorv i Aarhus - og blev smidt ud hjemmefra efter en hel del ballade.
»Jeg havde holdt en lille fest i kælderen. Og så var vi kommet til at strinte lidt cola på min stedmors vasketøj. Så røg jeg ud. Min far erkendte mange år senere, at det var forkert at smide mig ud. Det var han ked af«.
Liv i overhalingsbanen
Da Jens Holger var 30 år, rejste han til Bruxelles, hvor han i fire år arbejdede for banken. I 1986 gik turen videre til smeltediglen Hong Kong, hvor han havde job som valutahandler.
»Et job, hvor du råber og skriger. Køber og sælger. Skalter og valter med folks penge,« siger han og tilføjer:
»Men også et job, der var rigtig gode penge i«.
Han levede et liv i sus og dus. På førsteklasse. Rigeligt med penge og tæt på alle mulige forlystelser. Det var også her, han for alvor udviklede sit alkoholmisbrug.
»Jeg tænkte tit på, at det der misbrugs-gen kunne jeg ikke have fra min far. For han drak kun ved særlige lejligheder. Men jeg fandt siden ud af, hvor det kom fra,« siger Jens Holger, der de seneste 12 år har været tørlagt.
Selv om livet blev levet i overhalingsbanen, så bar han stadig rundt på savnet af sin mor. Og den granvoksne mand siger med alvor i stemmen, at han altid har båret hende med sig som en skytsengel.
»Hun hjalp mig også, da jeg var ved at drukne i det sydkinesiske hav«.
Det var populært at sejle ud i de små kinesiske junker. Så det gjorde Jens Holger og kollegerne også. Men der var også sprut med, og det var lige ved at gå galt.
Tilbage til hverdagen
I 1991 vendte han tilbage til Danmark. Til København. Med sig havde han sin filippinske kone. Nu skulle der være mere ro på. Det var også på det tidpunkt, hvor flere danske banker fusionerede. Og efterfølgende foretog prikkerunder. Jens Holger røg ud sammen med 300 kolleger i 1997. Han fik siden job i Hvidovre Kommune. Og det var også som ansat i kommunen, han fortæller denne historie.
Ved du mere om sagen? Kontakt: redaktion@amtsavisen.dk.
»Jeg skulle i tjenstligt anliggende ringe til en ældre kvinde. Det var kl. 9 om morgenen. Hun tog telefonen med denne hilsen »Godmorgen, min dreng!«. Hun troede, det var hendes søn. Det var talt fra hjertet. Jeg blev så rørt og sagde til hende, at sådan en varm hilsen havde jeg aldrig fået af min mor«.
Slog hånden af faderen
Jens Holgers stedmor døde i 1998.
»Efter den tid så min far aldrig hendes tre børn. Og de sidste tre år af fars levetid, så han ikke mig!«.
Da stedmoderen var død, prøvede Jens Holger at åbne den lukkede bog om moderen. Uden held.
»I 2000 rejste jeg til Aarhus for at besøge min far. Sagde til ham: Du er nødt til at fortælle mig om min mor«.
Mødet mellem far og søn endte nok en gang resultatløst.
»Jeg var rasende, da jeg forlod ham. Tog toget direkte hjem til København. Så ham aldrig mere«.
Hans far døde i 2003.
Lykkeligste dag
Mysteriet om moderens død skulle komme fra en helt anden kant: Randers Amtsavis’ forside mandag 24. august 1953.
Her står, at fru Grethe Broch ved en tragisk ulykke druknede i Gudenaa i forbindelse med en firmafest. Hun var faldet overbord i forbindelse med et besøg på turistbådens interimistiske toilet. En mand fra det ellers muntre selskab sprang ifølge avisen i vandet for at redde Jens Holgers mor. Men uden held.
Hun blev først fundet den efterfølgende formiddag af redningsfolk, der trak vod.
Men. Også Jens Holgers far kom i livsfare umiddelbart efter moderens forsvinden. Han forsøgte at begå selvmord ved at kaste sig ud foran toget, men blev holdt tilbage af ledvogteren og en portør trak ham væk fra skinnerne og reddede hans liv .
Ved du mere om sagen? Kontakt: redaktion@amtsavisen.dk.
»Det var nok den lykkeligste dag i mit liv, da jeg læste den artikel. Nu vidste jeg, hvad der skete med min mor. Og jeg anede naturligvis intet om, at min far også prøvede at dø. Det var stærkt at læse, men også velgørende,« siger Jens Holger Broch, der altså skulle blive 61 år, før han fik de afgørende brikker til sit familie-puslespil. Og det føles rart at have det på plads, som har fyldt så meget i så mange år. Især når man når en vis alder, mener han og tilføjer:
»På mandag skal jeg opereres for lungekræft - for anden gang«.
Læs også: Facebook gav svar på livslangt spørgsmål om druknet mor
