Politiet i Nordjylland efterlyser en mand med briller efter en voldtægt natten til lørdag. Kvinden, der er 37 år, anmeldte kl. 04.49, at hun var blevet voldtaget i en parkeringskælder ved Budolfi Plads i det centrale Aalborg. Det fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen til BT.

- Kvinden og manden havde mødt hinanden i Jomfru Ane Gade på et værtshus, som de forlod sammen. Han tvang hende med ind i en parkeringskælder og stak efterfølgende af, siger vagtchefen.

Nordjyllands Politi har efterforsket sagen hele dagen for at finde frem til gerningsmanden, men uden held.

- Der har været en del undersøgelser af kvinden og vi har haft teknikere på stedet og hunde til at søge i området, siger Karsten Højrup Kristensen.

Derfor efterlyser politiet nu - på baggrund af kvindens beskrivelse - en dansk mand på 20-35 år, der er omkring 180 cm høj og slank til almindelig bygning. Han var iført kort brunt/sort hår og store briller med sort stel, blå skjorte og mørke bukser.