Ved du noget om ulykken? Var du på stedet? Send os dit tip på 1929@BT.DK eller på vores side på Facebook.

En motorcykelbetjent kom til skade, da han mandag morgen blev indblandet i et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen.

»En politieskorte fulgte en ambulance mod Rigshospitalet, og i den forbindelse sker der et uheld mellem en motorcykelbetjent og en bil. Betjenten bliver kastet af motorcyklen og lander på vejen,« fortæller kommunikationsmedarbejder ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr og tilføjer:

»Efter sigende er han uden for livsfare. Det skulle ikke være alvorligt.«

Uheldet skete i sydgående retning nær afkørsel Hørsholm S og giver en del trafikale problemer for morgentrafikken.

»Der er meget tæt trafik på Helsingørmotorvejen, så bilisterne må holde sig orienterede via trafikradioen,« lyder det gode råd fra Henrik Suhr.

Det er endnu uvist, hvad der helt præcis var årsagen til ulykken.

Omkring 9.40 oplyser Henriette Døssing fra Nordsjællands Politis presseafdeling til BT, at der stadig er kø på strækningen.

»Det seneste jeg har fået at vide derude fra er at de har rykket materiel lidt ind til siden. Der er stadig spærret vognbaner, og bilinspektørene arbejder derude. Sidst melding var, at der kø tilbage til tilkørsel syv Kokkedal. Det er over nogle km, at der kø,« siger hun.

10.00 oplyser Vejdirektoratet via Twitter, at alle spor er åbnet igen. Men man skal regne med kø i endnu et stykke tid.