Terroristerne bag det planlagte angreb mod Jyllands-Posten er blevet kaldt amatører. Men nye oplysninger peger på, at David Headley, 49, og Tahawwur Rana, 48, langt fra er et par tegneserie-figurer, heller ikke selvom de kaldte deres terror-plan for 'Mickey Mouse-projektet'. De var dødsens farlige.

Headley og Rana var i Indien inden terror-massakren i Mumbai for et år siden og de mistænkes nu for at have forberedt angrebet, hvor 10 svært bevæbnede terrorister angreb to hoteller, en togstation, et jødisk center og en café. Mindst 173 uskyldige mennesker blev dræbt.

Mumbai-terroristerne var fra terror-organisationen Lashkar-e-Taiba, der er tæt knyttet til al-Qaeda. Det var netop top-folk fra Lashkar-e-Taiba i Pakistan der, ifølge FBI, konspirerede med Headley og Rana om at angribe Jyllands-Posten.


Samme taktik

Angrebet i Mumbai 26-29. november 2008 blev udført med håndvåben som AK 47 automatrifler og håndgranater og ifølge FBI var det præcis sådan, at Jyllands-Posten også skulle angribes. Terroristerne var forberedt på, at de kunne komme i ildkamp med soldater fra Den Kongelige Livgarde på Gothersgades kaserne.

David Headley var i Indien mindst fem gange mellem 2006 og 2009, hvor han oprettede et visum-kontor i Mumbai som dække. Kontoret skulle hjælpe indere med at få visa til USA og Canada, men de indiske myndigheder har mistanke om, at firmaet blev brugt til at sluse terrorister mellem Pakistan og Indien. David Headley rejste hjem til USA kun en uge før terror-angrebet i Mumbai.


Planlagde endnu et angreb

Han og Tahawwur Rana var, ifølge FBI, også i færd med at forberede et nyt terror-angreb i Indien. Så sent som i april i år besøgte Rana nemlig New Delhi og Mumbai, og efterforskerne mistænker, at han var i kontakt med en aktiv Lashkar-e-Taiba-celle i Indien.

Ifølge terror-sagens anklagere planlagde Headley og Rana et angreb på det indiske forsvarsakademi. Det fremgår af de to anklageskrifter mod David Headley og Tahawwur Rana, som FBI offentliggjorde efter anholdelserne i USA.

Den 3. juli sendte en af lederne i Lashkar-e-Taiba en email til David Headley, som FBI opsnappede: 'Jeg har brug for at se dig til nogle nye investeringsplaner,' skriver terroristen fra Pakistan.

Det fremgår af en stribe emails fra juli og august i år mellem Headley og Lashkar-e-Taiba, at de nye 'investerings-planer' var i Indien, og at det 'nordlige projekt', terror-angrebet i Danmark, var udsat på ubestemt tid.

Dét var Headley og Rana ikke tilfredse med, og de fortsatte forberedelserne til angrebet på Jyllands-Posten sammen med top-terroristen Ilyas Kashmiri, der er operativ chef i terror-organisationen Harakat-ul Jihad Islami, HUJI, som er baseret i det lovløse Waziristan i det nordvestlige Pakistan.

David Headley har tilstået terror-planerne, mens Tahawwur Rana nægter og forsøger at blive løsladt mod kaution. Men retsmødet er udsat til 19. november, og imens bygger FBI sagen mod Rana op brik for brik.