Daginstitutioner bør revurdere sikkerheden efter fireårigt barn blev kidnappet fra en århusiansk børnehave og voldtaget. Sådan lyder opfordringen fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL.

En 33-årig mand blev torsdag anholdt og er sigtet for at have løftet en fireårig pige over hegnet til børnehaven og fragtet hende hjem til sin lejlighed, hvor han ifølge politiets opfattelse har udsat hende for fuldbyrdet voldtægt.

Fredag bekræftede børn- og ungechef, Søren Aakjær fra Aarhus Kommune, at en lignende episode fandt sted for et år siden i en anden institution i Århus. Ved den episode blev barnet løftet over hegnet af en ukendt mand.

Hos BUPL opfordrer faglig sekretær Lasse Bjerg Jørgensen til at slå koldt vand i blodet, og han mener generelt, at sikkerhedsniveauet er højt i danske dagtilbud.

»Når man ser på, hvor få hændelser der er - både af ulykker og børn der bliver væk - vil jeg mene, at sikkerhedsniveauet i daginstitutionerne generelt er rigtig højt. Det er en pædagogs værste mareridt, at der skal ske et af børnene noget, så der er stort fokus på sikkerheden. Men når det er sagt, så må man også sige, at når sådan noget som det her sker, så bør alle daginstitutioner tage deres sikkerhedsprocedurer op til revision. Man bør både se på, hvordan man går på tur med børnene, hvordan man er sammen med børnene og på den fysiske indretning af dagtilbuddet,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.

BUPL mener generelt, at nomeringen af voksne i de danske dagtilbud er for lav, men ønsker ikke at kæde hændelsen i Århus sammen med nomeringen.

De senere år har der været stort fokus på pædofili, og det har blandt andet ført til regler om, at pædagoger, fodboldtrænere, julemænd og andre der har med børn at gøre, skal kunne fremvise en ren børneattest. Der findes imidlertid ingen faste retningslinjer for, hvordan sikkerheden skal være omkring den fysiske adgang til dagtilbuddene. I mange daginstitutioner kan man gå direkte ind fra gaden, mens man visse steder i København skal indtaste en kode.

»Vi har ikke en låsepolitik, men i visse dagtilbud skal man indtaste en kode for at komme ind. Det har man indført af forskellige årsager,« siger en pressetalsmand fra Københavns Kommune.

BT kontaktede i går Kommunernes Landsforening for at spørge, om de mener sikkerheden er god nok i landets daginstitutioner, men foreningen har ingen holdning til sagen:

»Det er en konkret, enkeltstående sag, som vi ser det, så det vil vi ikke kommentere på,« siger Søren Kudahl, der er kommunikationschef i Kommunernes Landsforning.