Jeg oplever mange sjove ting ... når jeg er ude at optræde. Jeg optrådte til et fint bryllup med pæne, velklædte gæster, lige inden jeg skulle optræde, viste brudgommens venner et videoklip af gommens polterabend foran de måbende gæster. Her fik han fik pisk af en stripper, så de havde tydelige røde striber hen over ryg og mave. Det morede gæsterne sig kosteligt over, hvilket overraskede mig. Men da jeg gik på, blev det åbenbart for meget for brudens moster. Hun fik et ildebefindende, der betød, at hun væltede forover ned i sin steg med bagt kartoffel. Gæsterne troede først, at det var noget, hun og jeg havde indstuderet og applauderede derfor højlydt over det opfindsomme påfund. Men da det gik op for dem, at hun reelt var besvimet, var der opstandelse, og en ambulance blev tilkaldt. Hun kom sig hurtigt, har jeg senere hørt. Men det lagde en vis dæmper på stemningen.
Jeg bliver meget træt i hovedet når ... folk ikke kan blive i et emne i en samtale i mere end otte sekunder. Vi er blevet så selvfikserede, at samtalen er en truet kommunikationsform, for det er de færreste, der kan lytte aktivt. At lytte aktivt, drejer sig nemlig om at kunne abstrahere fra sig selv og sætte sig ind i andres universer, og det er svært for mange. Forklarer man noget alvorligt i en diskussion, sker det ofte, at koncentrationsevnen fra modtageren kun rækker til at fokusere på det meget kort, før der skiftes fokus til modtageren selv og dennes eget liv.
Min mest upassende joke var ... da jeg en gang til et standup-job for HK stod overfor selve chefen for fagforeningen, John Dahl, og gav ham hånden. Han ville af en eller anden grund ikke slippe den, og det blev lidt akavet, så jeg valgte at sige; ”Rolig nu John, det er ikke min pik, du holder om...” Han slap derefter hurtigt grebet. Men tilhørerne og ikke mindst John selv, syntes at joken var så pinlig, at det blev et ret tungt job at føre til dørs.
Min sværeste selverkendelse er ... at jeg nok er mere hidsig, end jeg vil vide af. Jeg har faktisk været i vredeterapi engang. Det var fællesterapi og faktisk meget interessant. Der sad otte andre vrede mænd i lokalet, så jeg skal love for, der var en anspændt stemning. Som at være til gruppemøde i SF. Men det var meget lærerigt. Terapeuten forklarede, at det er faktisk i orden at være vred. Det viser, at der er værdier i livet, der betyder noget for én, og som er værd at forsvare. Hun kaldte det at være ”indignationsparat”.
Hvis man absolut også skal være alvorlig mener jeg ... at min klogeste beslutning var, da jeg i slut oktober 2013 holdt helt op med at drikke alkohol. Når man fortæller sådan noget, går folk ud fra, at man har haft et dundrende alkoholproblem. Det havde jeg nu ikke. Men det fyldte bare for meget, og da jeg i den periode gennemgik en skilsmisse, tænkte jeg, at jeg var nødt til at holde hovedet koldt og undgå tømmermænd. Er jeg i forvejen tungsindig, er tømmermænd det sidste, jeg har brug for. Det var meningen, at det skulle være en midlertidig fase i ædruelighed, men jeg fandt ud af, at uden alkohol blev dagene længere, mere farverige. Folk blev venligere, jeg selv blev venligere. Så jeg har klamret mig til vandvognen siden, og mener at kunne sige, at jeg har nydt mit sidste glas spiritus nogensinde.
Standup er genialt når ... det lykkes komikeren at komme ind bag sit eget panser. Når komikeren er i stand til at se indad i stedet for kun at sparke udaf. Det er mit indtryk, at tidens publikum gerne vil opleve en mere autentisk, ægte, personlig, ja måske ligefrem privat side af komikeren. Det er ikke længere nok at betragte livet udefra. Nu vil publikum gerne ind under huden på os. Og det er interessant, for det kræver selvindsigt og selverkendelse at fremstille sine egne fejl. Men selvironi er efter min opfattelse den højeste form for humor, og det er som om, at det pinlige lige nu er en legitim størrelse at arbejde efter i kunst.
Jeg fik tårer i øjnene ... sidst nogen græd mig ned i ansigtet.. Nej, det var da min søde, 96-årige farmor døde sidste år. Hun betød meget for mig. Jeg var netop kommet ind i det rum, hun lå i på Gentofte hospital, da det skete. Hun havde været helt fraværende i dagevis inden, men da jeg kom ind, så hun kort op på mig og smilede. Og så åndede hun ud. Det var et utroligt stærkt og smukt øjeblik, og jeg er meget taknemmelig overfor hende, at hun nåede at give mig den oplevelse.
Jeg var dybt misundelig på ... alle de venner, jeg havde, der kom ind på skuespillerskolen, da jeg selv forsøgte i starten af halvfemserne. Jeg var helt slået ud over ikke at komme ind. Men så fandt jeg ud af, at man ikke må optræde offentligt, når man er på skuespillerskolen. Det synes jeg lød helt selvmodsigende. Det svarer til, at man kommer på politiskolen, og så får at vide, at under uddannelsen må man altså helst ikke overholde loven. Jeg opdagede i stedet standup i den periode, hvor det hele startede, og vi var vel kun tre-fire standuppere til at dele jobbene. Vi fik hurtigt rigeligt at lave, og kunne tidligt etablere en levevej ud af det. At stå på scenen foran et publikum, er den eneste rigtige måde at blive bedre på. I dag ser jeg det som rent held, at jeg ikke kom ind på en skuespillerskole.
Det er helt uforståeligt at ... forældre i skoler og børnehaver tror, at de har så meget at skulle have sagt, når det drejer sig om, hvorledes pædagogerne bør udføre deres arbejde. Jeg har fire børn, så jeg har rigeligt oplevet selvsmagende forældre blande sig helt utidigt i pædagogernes idéer og initiativer. Pædagoger er helte i mine øjne.
Kvinder er totalt usexede når de ... insisterer på at mænd er et projekt, de til stadighed vil lave om. Når kvinder siger; ”Jamen, jeg prøver bare at hjælpe” i situationer, hvor hjælp ikke er påkrævet, men hvor man fornemmer, at det de mener med hjælp snarere er en kommando til at ændre på mandens liv. Det er temmelig opslidende.
Mænd er overlegne til ... at bære over med fejl fra den partner, vi bor sammen med. Vi er ikke så konstant analytiske som kvinder. Vi behøver ikke at gå ned i enhver detalje og diskutere den igennem i et omfang, og i en så hæsblæsende vejrtrækning, at ilt til sidst forsvinder i lokalet.
Min største dumhed var ... at skrive ovenstående. Hvordan skal jeg nu finde en ny kæreste?
Jeg glemte ydmygheden da... jeg sidst optrådte med standup. Jeg talte om min sære familie, som optager mig meget i øjeblikket. Og det var faktisk helt hensigtsmæssigt, at jeg glemte ydmygheden. Man kan også blive for servil, når man optræder, og det kan gå ud over potensen i materialet. Man kan ikke som kunstner være alt for høflig, alt for venlig i sin tilgang til stoffet. Er man for velfriseret forsvinder den skarphed, den giftighed der er så vigtig for at komme ud over rampen.
Det gør mig glad når ... det lykkes mig at være social. Jeg er en enspænder, der skriver meget alene, og som arbejder og optræder meget alene. Det kan godt blive farligt vanedannende og betyde, at man i sidste ende bliver sær og menneskesky. Jeg er ikke god til selskabelighed, medmindre at jeg er hyret til at underholde. Og det er ikke holdbart, hvis man vil ud og opleve andet end sine egne horisonter.
Der burde være et fag i skolen ... der drejer sig om, at lære at kede sig. Der behøver ikke hele tiden at ske noget. Vi lever i en kultur med en angst for tomheden. Jeg synes, at vi må indføre et fag, hvor det drejer sig om virkelig at kede sig, og her kan jeg hjælpe som lærer. Det bliver ikke svært for mig at lære eleverne. Jeg kan bare komme ud og optræde med et af mine shows.
Jeg bør sige tak til: Mine fire dejlige børn for at give mig så meget livsfylde!
BLÅ BOG: Thomas Wivel f. 1967 Var med til at introducere standup i Danmark i 1991. Har været aktiv på tv igennem årene. Senest Vild med dans 2014. Har spillet teater, lavet radiosatire, udstillet collager, og underviser desuden med standup-workshops overalt i landet. Han er forfatter til en række satiriske udgivelser, børnebøger og debatbøger. Senest har han skrevet erindringsbogen "Stand Up Komiker", og en digtsamling, "Sange fra bugspytskirtlen" er på vej til foråret.
Thomas Wivel træder på Teater Play på Amager d. 21 marts med helt nye shows.
