Danmark fik den helt store tur i den russiske forlystelsespark, da Rusland torsdag aften besejrede Danmark 10-1 på hjemmebane i Moskva.

»Vi taber pucke op gennem midtzonen, og så flyver de bare rent igennem os. De gange, de ikke laver mål, havner vi bagefter og tager udvisninger, og så er karrusellen i gang. Vi får slet ikke stop på det,« siger Morten Green.

Kaptajnen kunne sammen med resten af holdet ikke stille noget op mod de russiske stjerne, der havde et, to og tre gear mere end danskerne torsdag aften.

»De første 10 minutter af anden periode er vel nogenlunde. Vi får også et mål, og så skiftet efter er det samme fejl igen. Tabt puck, og så flyver de igennem, og så udvisning,« siger Green.

Man kan ikke fortænke danskerne i at ville vifte med det hvide flag allerede efter anden periode, hvor stillingen var 7-1 i russisk favør. Men der var ingen nåde.

»I tredje periode vil man næsten bare gerne have, at kampen skal stoppe. Vi får ikke stop på dem, og de synes, det var skide sjovt, kunne vi se på dem, så de fløj bare rundt. Jeg havde ikke tid til at tænke på i morgen (torsdag, red.). Jeg havde rigeligt at se til,« siger Morten Green og henviser til den kamp, Danmark skal spille mod Letland fredag aften.

Derfor er det også vigtigt, at de danske spillere hurtigst muligt får smidt 1-10-ydmygelsen i glemmebogen og finder tilbage til det spil, man viste mod blandt andre Norge og Schweiz.

»Det skal jo ikke sætte sig, for vi har en rigtig vigtig kamp igen i morgen (fredag, red.). Så det gælder om at få renset hovedet. Det er ikke første gang, vi taber til nogle af de store, men i dag var vi godt nok udspillet,« siger kaptajnen.