Danmark besejrede Schweiz ved ishockeyens U20-VM og kan nu skimte kvartfinale og endnu et år i den bedste VM-gruppe

Man kunne være en anelse bekymret for det danske U20-landsholds skæbne ved årets A-VM i ishockey.

Ingen Nikolaj Ehlers. Ingen Oliver Bjorkstrand. Tre lussinger på 0-5 i de tre sidste træningskampe før VM og det, der lignede en skæbnekamp allerede i første gruppekampe i Finland.

Men bekymringerne blev gjort til skamme, da Danmark vandt 2-1 over Schweiz og fik sin første A-VM-sejr i ordinær tid ved et U20-mesterskab nogensinde.

»Først og fremmest var det fantastisk, at vi kunne holde ro i hovedet og blive ved med at spille efter aftalerne, selv om vi var bagud 1-0. Det var utroligt stærkt mod et schweizisk hold, der ret beset - på papiret i hver fald - er bedre end os, at vi kunne vinde sidste periode 2-0,« sagde landstræner Olaf Eller til TV2 Sport efter sejren.

De unge danske løver var på papiret undertippede mod Schweiz, selvom det var netop Schweiz, Danmark besejrede sidste år ved U20ernes A-VM. Underdog-rollen generede dog ikke Mathias From, Alexander True og de øvrige synderligt, og der blev gået frisk til den fra start.

Danskerne kom frem til flere gode scoringschancer, men det var Schewiz, der kom først på måltavlen med en styring fra Noah Rod ind bag Thomas Lillie. Tættest på i første periode var Jeppe Jul Korsgaard, der førte pucken bag om mål og havde god plads til at lægge pucken ind bag Joren van Pottelberghe, men stolpen kom i vejen.

Danmark fik pucken i nettet i anden periode, men som en kold spand vand i hovedet blev Søren Nielsens scoring annulleret, da Jonas Røndbjerg lige akkurat stod i målfeltet og dermed forstyrrede den schweiziske keeper.

Det lykkedes dog at holde Schweiz fra scoring, og dermed var alt åbent før tredje periode. Her kom danskerne bedst fra start. Knap halvandet minut inde i perioden blev Søren Nielsen endelig noteret for en scoring, da han på forarbejde af Kristian Jensen og Jonas Røndbjerg endelig fik hul på den danske målbyld.

Fem minutter senere var det Mathias From, der bragte Danmark foran 2-1, da Pottelberghe ikke fik blokeret pucken. Føringen gav danskerne mod på mere, og der blev fortsat genereret chancer i den schweiziske zone, selvom Timo Meier og co. pressede på for en udligning.

Schweiz spillede lørdag mod Sverige og brugte mange kræfter i 3-8-nederlaget. Derudover fik tre schweizere karantæne for forseelser begået mod de svenske spillere, og derfor var den schweiziske trup noget smallere mod Danmark.

Alligevel brændte det for alvor på mod slutningen af tredje periode, da schweizerne tog målmanden ud til fordel for en ekstra markspiller, men Olaf Ellers tropper hold hovederne kolde. Trods lidt tumult og en dansk fem minutters-udvisning til Mathias Lassen, da slutfløjtet lød, kunne de unge danskere juble over endnu en A-VM-sejr over Schweiz og tre point på kontoen.

Dermed er Danmarks U20-hold også et stort skridt tættere på kvartfinalen og endnu et år på bedste VM-niveau, da fire af de fem hold i gruppen går videre til kvartfinalerne, mens dårligst placerede land skal spille nedrykningskampe mod det dårligst placerede land i Gruppe B.

For et år siden var Danmarks 4-3-sejr på straffeslag over Schweiz nok til at sikre kvartfinalepladsen.

Der er dog ikke meget tid til hvile og jubel oven på sejren. Allerede i morgen aften står Danmark over for Canada, som næppe kommer til at slappe af efter nederlag til USA i sin første kamp ved årets VM. Udover Canada byder de kommende dage på dueller mod Sverige og USA.