Danmark besejrede Norges nykårede olympiske mestre ved træningsturneringen "Golden League".

Det var en glad og smilende Jan Pytlick, der mødte pressen efter sejren på 26-24 over Norges nykårede olympiske mestre i Aarhus.

Og det var fuldt forståeligt.

Det seneste stykke tid er han blevet kritiseret hårdt af ikke mindst landets ligaklubtrænerne. Men bliver Rusland besejret i morgen, vinder hans unge og uprøvede tropper højst overraskende den nyetablerede træningsturnering »Golden League«.

- Jeg er lettet over, at mit nye landshold har fået så god en start. Faktisk overrasker det mig, at vi så hurtigt har fået især forsvars- og kontraspillet til at fungere, sagde Jan Pytlick, der erkender, at han iøjeblikket er under massivt pres.

- Selvfølgelig er jeg berørt af kritikken. Men den har ikke fået mig til at handle anderledes i kampene, end jeg ellers ville have gjort. Jeg prøver at holde tingene adskilt. Lige nu koncentrerer jeg mig udelukkende om, at udvikle landsholdets spillestil. De problemer, der er udenfor, finder vi forhåbentlig snart en løsning på, sagde Jan Pytlick.

Han havde muligheden for at bade sig i succesen. Men det undlod han.

- Det er altid rart at besejre Norge. Men de stillede altså ikke med sit allerbedste hold, sagde Jan Pytlick beskedent om den første danske sejr over arvefjenderne i 12 kampe siden oktober 2008.

Kampen blev fulgt fra sidelinien af blandt andre Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek.

Han kunne berette, at ligaklubtrænernes massive kritik den seneste tid af landstræner Jan Pytlick ikke er gået ubemærket hen.

- En del af det, der er skrevet om sagen overrasker mig, siger sportschef Ulrik Wilbek og tilføjer:

- På mandag (i Vejle, red.) mødes vi med trænerne. Det ser vi meget frem til. Jeg er overbevist om, at der kommer noget godt ud af snakken. Alle vil jo det bedste for dansk håndbold.

Mødet er indkaldt af ligatrænerne.

Det betyder, at deres talsmand, FIF-træner Morten Østergaard, tager ordet først, hvorefter Jan Pytlick får mulighed for, at give sin mening til kende.

- Min rolle ved mødet kan nok bedst sammenlignes med en mediators. I hvert fald bliver det mig, der efter de indledende indlæg får til opgave at styre diskussionen, siger Ulrik Wilbek.

Foruden Jan Pytlick og Ulrik Wilbek vil DHF ved mødet også være repræsenteret ved ungdomslandstræner Heine Eriksen og eliteudvalgsmedlem Christian Hjermind.

Kampen mellem Danmark og Norge var seværdig.

Norge tog teten fra start, kom foran 3-2, men var ved pausen bagud 12-17.

Det lignede en storsejr, da Danmark i begyndelsen af anden halvleg bragte sig foran 19-13.

Men så gik det danske hold i stå. Norge udlignede til 19-19 og kom foran 21-19.

- Det der skete i denne periode af kampen var spillemæssigt ikke godt. Men jeg tror, det betyder meget for spillerne, at de ikke lod sig gå på af nedturen. Det var flot, at de kom tilbage i kampen. Mentalt er det helt sikkert noget, vi kan bruge positivt fremadrettet, sagde Jan Pytlick.
 
Fløjspilleren Mie Augustesen lagde efter kampen ikke skjul på sin glæde over sejren.

- Som hold befinder vi os lige nu i en proces. Udvikling er vigtigere end sejre. Vi tager én kamp ad gangen. Men jeg indrømmer da gerne, at det lige nu tegner rigtig godt for os, sagde Mie Augustesen.

Hos Danmark blev Ann Grete Nørgaard topscorer med ni fuldtræffere, mens Heidi Løke var bedst hos Norge med syv mål.