Sønderjyskes kanoner skød med markant flere kugler end Brøndbys, alligevel væltede fortet i Haderslev.

Ikke siden sommersolen i juli kastede lune stråler på de danske fodboldbaner, og man stadig drømte om europæisk eventyr i det sydlige Danmark havde Sønderjyske tabt i egen hule. Men på en regnvåd og forblæst sidste vintersøndag i februar blev fortet i Haderslev væltet af et effektivt Brøndby-mandskab, der modsat hjemmeholdet kendte sin besøgstid.

I et forsvar for klubrekorden på ni hjemmekampe uden nederlag havde Sønderjyske rullet det store artilleri ud. En friløber, et skud på overlæggeren og en 100 procents chance tæt under mål var bare et udpluk af bombardementet de første 20 minutter, inden Mikael Uhre til sidste fik trampet føringsmålet ind efter en dødbold. Krudtet var dog spildt, for når man ikke affyrer med omhu, kan det hurtigt gå galt, og det var præcis, hvad det gjorde, da Brøndby to gange på bare fem minutter udnyttede Sønderjyskes uopmærksomhed til først at score på straffe og siden efter en kvik hjørnesparkskombination.

I Sønderjyske-lejren kunne de knap fatte deres ulykke, mens de hos Brøndby knap kunne begribe, at det var lykkedes at få fuldt udbytte:

»Det er lige før, at det er bedre at vinde sådanne kampe, end når man kører modstanderen ud ad banen. De pressede godt på, og vi stod imod og var måske lidt heldige, men det tager vi gerne med hjem til Brøndby,« lød det begejstret for de blå-gule Frederik Holst efter kampen.

»Det var en fornøjelse at se Hany Mukhtar løbe retur 2-3 gange. Det er ikke noget, man er vant til at se, men det er heller ikke hans job, så det var ikke skide godt, men det var rart, at (Frederik, red.) Rønnow kunne tage med hænder i dag.«

Brøndby-træner Alexander Zorniger hæftede sig ved, at hans mandskab for første gang i sæsonen, formåede at vende nederlag til sejr.

»Jeg er meget tilfreds med holdets mentalitet. Jeg er tilfreds med de tre point og den intensitet, som spillerne kæmpede med for at holde sejren. Vi kunne se fra begyndelsen, at Sønderjyske er exceptionelt farlige på dødbolde – især med deres indkast. Vi håndterede det udmærket sammen med Frederik Rønnow, som var banens bedste spiller.«

»Det siger meget, når målmanden er bedste mand. Selv om vi havde fortalt spillerne, hvad de skulle forvente, var de overraskede over den intensitet, Sønderjyske spillede med, men det var o.k. Spillerne leverede, hvad der var nødvendigt for at vinde kampen,« siger han.

Sønderjyskes overtag kunne især ses i skudstatistikken, hvor sidste års sølvvindere havde næsten tre gange så mange afslutninger som modstanderen. Brøndbys problemer med at holde Sønderjyske fra at fyre kanonerne af, tilskriver Zorniger særligt holdets midtbane, som stadig kæmper med at fylde hullet efter Andrew Hjulsager:

»Vi har været nødt til at lave en ændring på midten, og det kan man se. Midtbanespillerne udfylder ikke deres roller på samme måde som i den første halvdel af sæsonen. Derfor skal vi træne med drengene. Det er en naturlig reaktion fra særligt unge spillere, når vi presser, at de så bare står og venter på den næste lange bold. De går ikke ind i presset og spiller vores kombinationsspil. Det var selvfølgelig en fejl,« siger han.

For Zornigers kollega Claus Nørgaard var det anden kamp i træk, at hans hold trods en god indsats ikke fik udbytte:

 

»Jeg står med en flad følelse. Vi tilspiller os mange chancer, men desværre har de en dygtig målmand, og vi var selv ikke gode nok til at få den puttet ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke er tilfreds med præstationen, når vi ikke vinder. Der er ting, vi kan tage med, men handler fodbold om at vinde, og det har vi ikke gjort i de første to, så det skal vi hjem og arbejde med.«

Med sejren henter Brøndby to point ind på FC København i toppen af tabellen. Det nægter hverken træner, spillere eller dagens mand, Frederik Rønnow dog at lade sig forføre af:

»Det handler ikke om FCK. Det handler om os. Vi har fået en rigtig fin start med fire point på to svære udebaner. Det er tilfredsstillende, og det er den start, vi skal fokusere på,« siger han.