Kevin Magnussen kunne ikke gennemføre grandprixet i Bahrain. Efter 42 omgange måtte den danske kører parkere sin McLaren-racer i rabatten og opgive. 

Der har siden været tvivl, om det var gearkassen eller koblingen, der var defekt, og det gør en stor forskel for det videre forløb.

Hvis ingeniørerne og mekanikerne finder ud af, at det er gearkassen, som skal skiftes forud for grandprixet i Kina om små to uger, står Kevin Magnussen allerede nu foran en straf på fem pladser.

- Det er sådan, at når man skifter gearkasse eller noget andet, så får man en straf, så de ikke skifter den med vilje, sådan at de har en fordel, når de kommer til den næste bane. Man kan så sige, at det er lidt irriterende, at man får en straf for det, når den går i stykker, men man må ikke skifte gearkassen særligt mange gange. Motoren må du skifte fem gange, lyder det fra Formel 1-eksperten Ronnie Bremer. 

Hvis teamet omkring McLaren er heldige og dygtige nok, kan Kevin Magnussen dog slippe helt for en straf, inden Formel 1 rammer Shanghai.

- For det meste får man en straf for at skifte gearkassen, men hvis McLaren kan bevise, at bilen i virkeligheden er gået i stykker på grund af noget andet, så kan de godt være heldige ikke at få straf. Men problemet er, at de forskellige team altid beviser et eller andet, selv om det ikke er tilfældet, for at få gearkassen skiftet og dermed få en fordel. Så som regel får du fem pladsers straf for at skifte den, forklarer Ronnie Bremer.

- Det kan lige så godt være nogle andre ting, der i virkeligheden gjorde, at han gik ud, og så vil McLaren have skiftet gearkassen samtidig. Så derfor har man denne generelle regel. Ellers ødelægger folk bare gearkassen med vilje for at få den skiftet. Når du kommer med en frisk gearkasse, kan det være, den kan være med til, at du kører hurtigere næste gang.  

Så Kevin Magnussen slipper altså med en straf, hvis det bare er koblingen?

- Ja. Du får kun straf, lige så snart du skifter noget 'internal' - det vil altså sige motoren eller en gearkasse. Koblingen kan du godt pille ud og rense, men jeg tror ikke, det kun var koblingen. Men det er svært at gisne om, når du ser det på fjernsynet.

Kevin Magnussen er allerede en gang i denne Formel 1-sæson blevet straffet. 

Det gjorde han under grandprixet i Malaysia, hvor han mistede to point og skulle holde stille i fem sekunder under et pitstop for at kollidere med finske Kimi Raikkonen.