Kommentar

Det ansete engelske ugeblad Autosport bragte i denne uge en historie på deres website med overskriften 'Er Haas sidste chance for Magnussen?'

Læs mere om historien her:

Det er er relevant spørgsmål, for det er sjældent, at en kører får en ny chance i Formel 1. Dét fik Kevin Magnussen hos Renault op til denne sæson, og nu får han så endnu en chance hos Haas.

Det er bemærkelsesværdigt, at en Formel 1-kører stiller op for tre forskellige teams i sine tre første sæsoner. Men jeg synes, at man skal se på Magnussen og hans chancer fra en anden vinkel. Det vigtige er ikke, at han kun fik en enkelt sæson hos både McLaren og Renault. Der vigtige er, at han fik en ny chance hos Haas - uden at skulle have penge med og endda til en fornuftig hyre.

At Haas valgte Magnussen fremfor en række dygtige kørere med betydelige sponsorer understreger, at danskeren hører til i Formel 1. Og at man stadig tror på ham.

Så min konklusion er:

Jo, Kevin Magnussen har fået flere chancer, end det er normalt i Formel 1. Men de ekstra chancer har været nødvendige, fordi han både hos McLaren og Renault blev det uskyldige offer for magtkampe i ledelsen. Og der er ingen i Formel 1, der får en ekstra chance, hvis de ikke har fortjent den.

I artiklen hiver Autosport også en efterhånden gammel historie om Kevin Magnussens arbejdsmoral frem. Det er et område, der er svært at vurdere, men både McLaren og Renault er så store organisationer med så mange ansatte, at man sikkert kunne finde et par stykker, der vil kalde Magnussen ’doven’. Men man vil stensikkert også finde mange, der mente danskeren knoklede løs og mere end opfylde alle krav. Og dem jeg har snakket med i de to teams, har ikke haft noget at klage over – faktisk har jeg udelukkende hørt rosende ord om Kevin Magnussens arbejde. Også fra McLaren-chef Ron Dennis og Renault-chef Cyril Abiteboul - det var først da samarbejdet med henholdsvis McLaren og Renault var slut, kritikken kom.

På den ene side meget naturligt – men på den anden side også en kraftig antydning at, at både Dennis og Abiteboul selv havde ’noget i klemme’. Mens de havde Magnussen ansat, havde de i hvert fald begge problemer med den øvrige ledelse og danskerens tilknytningsforhold til teamet. Så er det jo altid bekvemt at fjerne fokus fra egne problemer og anklage andre.

Og igen: Haas havde ikke tilbudt Magnussen en to-årig kontrakt, hvis de havde taget rygterne om hans manglende arbejdsmoral alvorligt. Tværtimod har teamchef Günther Steiner fortalt mig, at rosende ord om danskeren fra andre teams var en medvirkende årsag til, at man hyrede ham.

Og hvis man har fulgt Kevin Magnussens træningsprogram op til denne sæson, er man ikke i tvivl om hans engagement og arbejdsmoral.

Alligevel er Autosports spørgsmål som sagt relevant. Og jeg kan endda besvare det:

Haas er Kevin Magnussens sidste chance i Formel 1, hvis han ikke leverer. Men sådan er Formel 1 - sådan var det også hos McLaren og Renault, og her leverede han nok til at få chancen hos Haas.

Så stop snakken om chancer og arbejdsmoral. På mandag starter årets første Formel 1-test, og så er det kun resultaterne, der tæller.

Over til dig, K-Mag!