For otte måneder siden var Michael Laudrups trænerkarriere i havsnød. I dag, hvor det første trofæ blot er én kamp væk, når Swansea spiller Capital One Cup-finale mod Bradford på legendariske Wembley, svømmer han ovenpå som aldrig før
Få meter fra vandkanten i den sydwalisiske by Swansea står et monument klemt inde på et smalt græsareal mellem vej og strand. Monumentet er småt, ja nærmest usynligt fra vejen. Du finder det kun, hvis du ved, hvor det står.
Monumentet er simpelt. En lang granitblok hvilende på to mindre blokke. Skriften er sort og slidt, mens udsmykningen har den irrede grønne farve, som bronze på charmerende vis får med tiden.
Under monumentet ligger Jack begravet. Hunden Jack. ’Swansea Jack', som han i dag kaldes, reddede i 1930'erne 27 mennesker fra druknedøden i Swanseas barske havnekvarter. I en deprimerende tid mellem recession og krig gjorde redningsaktionerne Jack til fælleseje på den walisiske sydkyst.
Hunden fik helgenstatus. ’Swanseas essens og hjerteblod’ var blandt de menneskeliggørende ord, den trofaste Retriever fik i halsbåndet. Jack blev en del af byens identitet, og selv i dag kalder indbyggerne sig for ’Swansea Jacks' - delvist opkaldt efter den populære redningshund.
Op af vandet
I juni sidste år var det byen Swansea, præget af den firbenede livredder, der kastede redningskransen ud. Men denne gang i overført betydning. I vandet lå Danmarks største fodboldnavn. Panikken var endnu ikke indtruffet, men den begyndende havsnød var alligevel tydelig. Michael Laudrups trænerkarriere var i problemer.
Seks år efter han forlod Danmark og sit første cheftrænerjob i Brøndby for en uvis fremtid, stod det 48-årige ikon på niende måned uden job. I bakspejlet lå en delvis succes i en forstad til Madrid, et forfejlet eventyr i Moskva og et gråt ophold på den ellers så solrige ferieø Mallorca. Michael Laudrup var presset. Hans næste job krævede en succes. Ellers kunne tesen om, hvordan en stor spiller ikke nødvendigvis giver en stor træner meget vel hage sig fast i det velsiddende jakkesæt. Men han fik en chance mere. En måske sidste chance.
Da en midaldrende walisisk mand ringede til residensen på Mallorca med et jobtilbud, sagde Laudrup derfor det fra hans mund så eftertragtede ord ’ja'. Dér greb han redningskransen.
Michael Laudrups ja til Huw Jenkins, bestyrelsesformanden i Premier League-klubben Swansea City, var dermed et ja til en chance, som på tre årstider har fået en visnende trænerkarriere til at slå ud i fuldt flor.
- Selv om meget er sket, har mit selvbillede ikke flyttet sig så meget. Jeg lever stadig i nutiden. Lige her. Tingene ændrer sig så hurtigt begge veje. I hvert fald i omgivelsernes lys. Der er kommet så mange holdninger og så mange meninger, artikler og blogs. Det ændrer sig lynhurtigt. Jeg accepterer, at det er sådan, men uden at lægge alt for meget i det, fortæller Michael Laudrup til sporten.dk, kort tid inden han i eftermiddag fører Swansea ind på legendariske Wembley Stadium til klubbens første pokalfinale.
Målet var overlevelse
Umiddelbart var det ikke nogen nem tjans, Laudrup svarede ja til, da telefonen ringede tilbage i juni. Spillestilsmæssigt var ægteskabet noget nær perfekt, men Premier Leagues første danske manager overtog en tung arv fra succesfulde Brendan Rodgers - personificeret ved et hold, der i omgivelsernes øjne næppe kunne nå højere end sidste sæsons 11. plads. I dag er Swanseas Capital One Cup-finalister nummer otte.
- Da jeg kom, fik jeg fortalt fra flere sider - både journalister og fodboldfolk - hvor svært det ville blive. Man ser også tit, at de klubber, der ikke ryger ned første år, ryger ned andet år (Swansea var oprykkere i sidste sæson, red.). Derfor tænkte jeg: ’Hvis bare vi kan blive fjerdesidst og redde os. Nummer 17. Så er det rigtig, rigtig fint.’ På den baggrund er vi langt, langt foran, hvad vi kunne forvente, forklarer Laudrup om de første succesrige måneder under den regnfulde walisiske himmel.
At Swansea har overgået forventningerne, har ikke blot gjort Laudrup højt skattet blandt klubbens fans, kaldet ’Jack Army'. Succesen har sendt ham fra en støvet hjørneplads nederst på fodboldens trænerreol helt op på øverste hylde. Dér, hvor verdens største klubber plukker fra. Forandringen er bemærkelsesværdig fra sidste sommer, hvor glemslen og ikke headhunterne truede.
Tror du mere på dig selv som manager i dag, end du gjorde for otte måneder siden?
- Egentlig ikke. Jeg er glad for at se resultaterne, men jeg er også glad for at se, at de ting, jeg har gjort fungerer. De spillere, jeg har hentet ind har spillet godt, og det fungerer. Det er dejligt at se. Det bekræfter mig i, at de ting, vi gør og arbejder med, er den rigtige måde at gøre tingene på. Men om jeg er bedre nu, tænker jeg ikke så meget over, bedyrer Laudrup og tilføjer så:
- Jeg har ikke noget behov for at blive en af de bedste managere i verden. Jeg prøver bare at gøre det, jeg nu engang gør, så godt som muligt.
På linje med Jack
På overfladen er Michael Laudrup klar til en storklub. På sine pressemøder giver han det, han skal. Uden at sige for meget. Men samtidig charmerer han som en anden verdensmand, når han boltrer sig fra sprog til sprog. Fra engelsk over dansk til hans andet modersmål, spansk. Turen til Wales har på alle måder gjort ham godt, og selv om finere adresser allerede hiver i ham, trækker gæstfriheden, snakkesaligheden og interessen fra Swanseas åbenhjertige beboere.
- Jeg synes, det er rart at være her. Det er meget rare mennesker. Ikke kun fordi det går godt. Sådan er de, ligegyldigt om det går godt eller skidt.
Lige nu går det godt. Rigtig godt. Denne søndag kan blive kulminationen på Michael Laudrups tur op af vandet til en ikke bare tørskoet, men også perspektivrig trænertilværelse. En sejr i Capital One Cup-finalen vil finde plads blandt Laudrups mest banebrydende triumfer. På tværs af både spiller- og trænerkarriere.
- Hvis vi kan vinde der, må det være den største sejr, jeg har været ude for som træner, slår han fast.
Vender Laudrup tilbage fra London med laurbær, pokal og en finalesejr over undertippede Bradford, vil han ikke bare have grebet redningskransen. Han vil på permanent basis indprente sit navn i byen Swanseas bevidsthed. 80 år efter en svømmende hund ved navn Jack gjorde det samme.
