Åge Hareide er den store favorit til at overtage landstrænerjobbet, efter Morten Olsen tirsdag trak sig fra jobbet som følge af den mislykkede kvalifikation til EM 2016.

Ifølge Politiken og TV2-journalist Flemming Toft har DBU besluttet sig for at tage Åge Hareide, men da den norske træner tirsdag var færdig med træningen i sin svenske klub Malmö FF, talte han i hvert fald ikke et job i Danmark op.

»At være træner her er en større opgave end at være træner dér,« sagde Hareide ifølge lokalavisen Sydsvenskan, mens han først nikkede mod Malmö FFs hjemmebane, Swedbank Stadion, og siden mod Danmark.

Åge Hareide kunne naturligvis henvise til danske klub-opgaver, men Hareide lød i hvert fald ikke som en mand, der definitivt var færdig med Malmö FF, da han talte med lokalavisen tirsdag, inden rygterne om landstrænerposten var helt så hede.

»Jeg vil sætte mig ned med Håkan (Jeppsson, ordførende direktør, red.) og Niclas (Carlnén, direktør, red.). For jeg mener, at man skal se Malmö FF som en tretrinsraket de kommende år. Næste år gælder det om at vinde ligaen – og så den der pokalturnering selvfølgelig. Siden gælder det om at komme i Champions League igen i 2017 og derefter tage det næste skridt,« siger Hareide.