KOMMENTAR

Hvad nu hvis...? Tre af de mest pirrende ord i det danske sprog. Tre ord, der sætter gang i fantasien og forestillingsevnen og har det med at ophæve de grænser, som fornuften normalt sætter.

For hvad nu hvis FC København trækker en overkommelig modstander, når der i morgen fredag trækkes lod til Europa Leagues 1/8-finaler? Hvad nu, hvis det er Genk eller cypriotiske APOEL, der trækkes op af bowlen i den schweiziske by Nyon? Et hold fra midten af den belgiske liga eller et mandskab, som FCK slog ud af Champions League-kvalifikationen for bare seks måneder siden?

Når fodboldnotabiliteterne roder deres fedtede fingre rundt blandt plasticboldene under diverse UEFA-lodtrækninger med danske hold i skålen, sidder jeg som oftest med en splittet fornemmelse i kroppen. På den ene side håber jeg af åbenlyse årsager på så overkommelig en modstander som muligt. På den anden kilder det bare lidt mere de rigtige steder med udsigten til en gigant på dansk jord.

Denne gang er det anderledes. FC København er kommet så langt og har så kompetent et hold, at al benovelsen skal kastes over bord. Lad Manchester United være Manchester United og Roma være Roma. FC København er i denne europæiske sæson vokset ud af rollen som ’deltager’ og ind i rollen som ’udfordrer’. Vi har et dansk hold, der ikke bare er stillesiddende gæst til den europæiske fest i denne sæson. I stedet danser københavnerne højttråbende og storflirtende med i congalinjen.

De danske mestre er allerede nået langt, men præstationerne både i Superligaen og i Europa giver løfter om, at de kan nå endnu videre. Til en kvartfinale – eller måske endda skridtet videre. Det gør de, selv om torsdagens præstation ikke just viste Løverne fra deres mest frådende og altædende side. For nok er FCK stærke, men de er bestemt ikke usårlige, så snart modstanderen står imod rent fysisk eller holdet mangler bare en enkelt af de bærende kræfter.

Allerede om to og tre uger skal FC København europæiske 1/8-finaler som det første danske hold, siden de selv nåede de sidste 16 i Champions League i 2010/11 og AaB gjorde det i Europa League to år tidligere. Det er i dén grad værd både at notere og hylde i en periode, der ikke kan beskrives som dansk fodbolds stolteste.

FC København har muligheden for at nå endnu videre og skrive endnu en side i historiebøgerne. Men det kræver både lodtrækningsheld og et FCK-hold med større pondus, end vi så i søndags mod Brøndby og i aftes mod Ludogorets. Stokholm, hvor årets Europa League-finale spilles, er desværre længere væk rent sportsligt end den er geografisk, men mindre kan bestemt også gøre det.

Fredag venter en lodtrækning af de mere interessante. En lodtrækning, hvor der udover Genk og de gamle kendinge fra APOEL er mange andre hold, som FC København kan slå uden at skabe sensation. Københavnerne skal faktisk være uheldige, hvis de skal gå ind til de kommende to kampe som stor underdog. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt med 16 hold tilbage i bowlen, og det giver næring til håbet om, at en europæisk 1/8-finale ikke nødvendigvis behøver blive endestationen for det bedste klubhold, Danmark har set siden 2011.

Men meget afhænger stadig af et par hænder i en skål i Schweiz fredag eftermiddag. Hvad nu hvis…

Der er lodtrækning til 1/8-delsfinalerne fredag kl. 13. Du kan følge lodtrækningen live her på BT.dk