Der er klar sammenhæng mellem rejsetiden og andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, viser undersøgelse.

Unge gider ikke stå op flere timer før, at de skal møde i skole for at klare transporten til og fra ungdomsuddannelsen. I mange tilfælde bliver uddannelsen derfor droppet eller skiftet ud med en anden.

Det viser en analyse fra Danske Regioner, på baggrund af tal fra DTU’s transportvaneundersøgelse 2010-2013 ifølge Jyllands-Posten.

Ifølge analysen hænger rejsetiden til ungdomsuddannelserne tæt sammen med, hvor mange der gennemfører.

Det viser sig, at færre unge gennemfører ungdomsuddannelsen, hvis transporttiden er lang.

Ser man på de 25 kommuner, hvor færrest gennemfører en ungdomsuddannelse, har knap en tredjedel af eleverne en daglig rejsetid på over halvanden time, hvilket er dobbelt så langt som i de kommuner, der har den bedste gennemførelsesprocent.

Problemet gælder især erhvervsuddannelserne, hvor analysen viser, at der er dobbelt så langt til en erhvervsskole i de kommuner, hvor færrest får en ungdomsuddannelse som i de kommuner, hvor flest får en.

Regionsrådsformand i Region Syd Carl Holst (V) vil derfor øge tilgængeligheden til erhvervsuddannelserne blandt andet, når der frem mod 2017 gennemføres en ny udbudsrunde for netop erhvervsuddannelserne.

»Der mener jeg, at man skal overveje kraftigt at gøre noget ved afstandene til uddannelserne, og det gør man blandt andet ved at se på nogle af de gode forsøg, der er lavet med at have grundforløbene flere steder,« siger han til avisen.

Carl Holst vil derudover også han kigget på, hvordan man kan udvikle den kollektive trafik med tilknytning til problemstillingen, skriver Jyllands-Posten.