KØB PLUS!

Udlejere har 10 mio. kr til gode: Brugte formue på ferrari og fly

En af Danmarks største boligudlejningsvirksomheder, Scandia Housing, som er blevet begæret konkurs af 180 udlejere med over 10 mio. kr. til gode, har brugt en formue på luksus.

Direktør Peter Høyer Jensen, som også selv risikerer at gå konkurs med sit personligt ejede selskab, har således kørt på arbejde i leasede sportsvogne til flere millioner kr. - herunder både en Maserati og en knaldgul Ferrari - som BT her kan vise et foto af.

- Det er rigtigt, at jeg har kørt i en Maserati og en Ferrari, siger Peter Høyer Jensen til BT.

Lydoptagelse afslører boligselskab: Hul på 40 mio. kr. i kassen

Da de 35 ansatte i august var på en medarbejdertur, var destinationen rigmandskolonien Monaco, hvor de blev afhentet i lufthavnen af 12 sorte Mercedeser og indkvarteret på et luksushotel. Personalemiddagen med alt betalt foregik på en Michelin-restaurant på et af verdens mest luksuriøse hoteller, Hotel de Paris, der ligger med udsigt over Middelhavet og har dannet ramme om hele to James Bond-film.

Limousine og privatfly

En anden rejse for syv ledende medarbejdere til en boligmesse i Cannes i marts sidste år foregik i hvid limousine til Roskilde Lufthavn, hvor et chartret privatfly stod klar (se foto). Her blev der også brugt en formue på dyre restauranter og andet for at overtale professionelle boligudlejere til at bruge Scandia Housing. Tidligere bestyrelsesformand i Scandia Housing Christian Dam-Bertelsen husker godt turen.

- Jeg kan huske både limousinen og privatflyet. Hvis det er sket for udlejernes penge, så er det direkte forkasteligt. Jeg har også været med på skitur til Italien med de ansatte, og der manglede bestemt heller ikke noget, siger Christian Dam-Bertelsen.

Udlejer: Svineri

Allerede i foråret begyndte Scandia Housing at blive bombarderet af udlejere, der ikke fik huslejen udbetalt. Scandia Housing står for at leje cirka 650 boliger ud for private.

Læsere raser mod Scandia Housing: Så mange penge har vi mistet

BT er i kontakt med et tocifret antal udlejere, der har mellem 30.000 og 200.000 kr. til gode. Herunder Martin Christensen, der har 48.000 kr. til gode.

- Det er svineri og direkte umoralsk, at de har brugt de penge, som de skylder mig, på frås, siger han til BT.

Bestyrelsesformand Christian Dam-Bertelsen fortæller, at han trak sig fra selskabet mellem jul og nytår, fordi han ikke længere stolede på direktøren.

- Jeg kunne godt lægge to og to sammen, siger Christian Dam-Bertelsen til BT.

Frokoster på Mash

Dam-Bertelsen ejer selv en række udlejningsejendomme, der har været administreret af Scandia Housing - og det udløste et kaos, da firmaet i sidste uge meddelte, at det var under rekonstruktion.

- Det gav et helvedes bøvl. Pludselig var alle telefoner lukkede hos dem, døre låst og medarbejderne sendt hjem, siger han.

BT har talt med ti nuværende og tidligere medarbejdere hos Scandia Housing, der fortæller om et væld af luksusrejser, og hvordan frokoster foregik på det dyre københavnske steakhouse Mash. Mange har nu begæret Scandia Housing konkurs, da de ikke fik løn i går.

Direktør: Arbejder på løsning

Direktør Peter Høyer Jensen erkender, at virksomheden har været under et stort pres.

- Men vi arbejder på en løsning, så alle kan få deres penge. Det, I har foto af, er jo rigtigt, men rejserne har bare været almindelige arbejdsture, siger Peter Høyer Jensen.

Læs også: