Voldsom brand på fjerkræslagteri onsdag skyldtes sandsynligvis et svejsearbejde.

Det var sandsynligvis et svejsearbejde, der onsdag aften startede en voldsom brand på fjerkræslagteriet Rose Poultry uden for Vinderup i Vestjylland, skriver bt.dk.

Medarbejderne blev evakueret og de nærmeste naboer bedt om at blive indenfor, da storbranden onsdag aften udviklede sig på slagteriet.

Heldigvis var der på intet tidspunkt fare for hverken personalet eller de omkringliggende beboere i området.

- Det er et ret øde område, men vi har kontaktet seks familier og bedt dem blive inden døre. Men de kan godt gå ud nu. Det hele er overstået, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen, til bt.dk.

Det var efter alt at dømme et hold svejsere, der arbejdede i fabrikkens fryseanlæg, som startede ilden. På et tidspunkt var der fare for, at en nærliggende tank med ammoniak ville lække, og derfor valgte politiet at advare beboerne i området.

Alarmen gik 17.45 onsdag, og brandvæsenet rykkede talstærkt ud. Både Beredskabsstyrelsen og brandmænd fra Vinderup, Struer og Holstebro blev tilkaldt - plus en ekstra slangevogn fra Randers.

En brandmand kom til skade under slukningsarbejdet, da han snublede oppe på en repos og faldt ned på jorden. Han har tilsyneladende brækket en hånd.

Lidt over klokken to natten til torsdag kunne brandvæsenet forlade området. Enkelte brandfolk gik dog stadig brandvagt i bygningerne torsdag morgen.

Det er endnu uvist, hvornår produktionen kommer i gang igen, men branden har været så omfattende, at der hverken bliver slagtet kyllinger eller pakket pølser de kommende dage.