Det er nu, public service-stationen skal stå ved sit ansvar

For præcis ti år siden besøgte Malene Mortensen BT. Hun var netop kommet hjem efter en chokerende sidsteplads ved Melodi Grand Prix i Estland.

Den 19-årige sangerinde var ulykkelig. Havde egentlig mest lyst til at blive væk. Men nu havde hun aftalt at tale med BTs læsere og troppede derfor op i avisens daværende lokaler i Kristen Bernikowsgade.

Et af de mere bevægende øjeblikke for sangerinden opstod, da hun blev ringet op af en ven af Tommy Seebach. Den gamle grandprix-veteran havde det ikke specielt godt dengang. Men det var vigtigt for ham at sende en kæmpe buket blomster til Malene.

- Jeg har selv prøvet det. Dengang vendte alle ryggen til mig. Især DR. Du er god nok Malene, en god sangerinde. Tro på dig selv. Du må ikke lade dem bilde dig noget andet ind.

Sådan lød beskeden fra Seebach til Malene.

Malene har heldigvis haft en flot karriere efterfølgende. Hun optræder jævnligt i Østen. I dag er hun en af Danmarks mest estimerede, yngre kvindelige jazzsangerinder.

Men tiden efter Melodi Grand Prix var meget svær for den 19-årige studine. Så har jeg ikke sagt for meget.

Tommy Seebach blev godt nok kun nr. 22 i 1993. I dag kender alle fortællingen om, hvad dét betød for Rasmus' far.

Personligt og karrieremæssigt kan Soluna naturligvis ikke sammenlignes med Tommy. Soluna blev nr. 23 i Baku. Men hun har fremtiden foran sig. En gang vil hun fortælle sine børn om sin både mærkelige og fantastiske rejse (sådan vil hun helt sikkert formulere det efter flere ugers samvær med Remée) til det eksotiske land mod øst.

Godt nok blev Malene nr. 24, og dermed nr. sidst i 2002. Reelt blev hun nr. 23. Som det blev dokumenteret i en EBU-rapport i 2003 stod Rumænien bag en helt åbenlys studehandel om stemmerne før grandprixet, hvor Malene endte på sidstepladsen.

Internt i EBU valgte man, ifølge mine oplysninger dengang, nemlig at lade som om, Rumænien ikke havde været med. Ikke høre, ikke se, ikke tale. I stedet for at diskvalificere det nye EU-land, som det burde have være. Det er det, man kalder storpolitik.

Tommy faldt for forbandelsen. Malene måtte mere eller mindre alene kæmpe sig ud af den.

Kunstnerisk skal Soluna ikke være ked af det. Hun er en god sanger og komponist. Beviste allerede sit talent med soloalbummet 'Sing Out Loud' sidste år. Man kender, som bekendt, ikke sine rigtige venner på, hvordan de opfører sig, når man inviterer til fest. Men hvordan de opfører sig, når man er nede.

Soluna har netop været udsat for en chokerende, surrealistisk oplevelse, som kan være svær at kapere for så ung en kvinde. Det er nu det store licens- og skattebetale DR skal give Soluna al den opbakning, hun har brug for. Også den, hun ikke beder om.

Så nej, DR. Melodi Grand Prix 2012 er slet ikke slut nu. Det er først lige begyndt. For jer.