Kommunerne tænker for lidt på, hvad der økonomisk set bedst kan betale sig, når man hjælper socialt udsatte. Det mener KL, som vil have forskere til at regne på kommunernes sociale indsats.
Det er svært at vide, hvad der bedst kan betale sig, når kommuner tilbyder en alkoholafhængig medicinsk behandling eller sender vedkommende i parterapi.
Kommuner famler ofte i halvmørke, når de skal beslutte hvilke tiltag og behandlinger, de skal sætte i værk for socialt udsatte. Der mangler simpelthen mere viden om, hvilke indsatser der også økonomisk bedst kan betale sig i det lange løb, forklarer Rafai Al-Atia, der er konsulent på socialområdet i KL.
Han glæder sig derfor over en ny analyse, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har lavet, hvor man har gennemgået 19 internationale og danske studier for at undersøge, i hvor høj grad det er en god forretning at hjælpe de svageste i samfundet.
»Vi kan konkludere, at der over for særligt stofmisbrugere og alkoholikere er gode samfundsøkonomiske gevinster ved at bruge penge på behandlingsindsatser,« siger professor Jacob Nielsen Arendt fra KORA, som står bag analysen, der er bestilt af Rådet for Socialt Udsatte.
Ifølge KORA-analysen giver blandt andet lægekonsultation til alkoholikere pengene op til 39 gange igen inden for en toårig periode, og det er dermed den indsats, der tjener sig bedst ind igen. Samfundet får pengene igen ved eksempelvis færre udgifter til hospitalsindlæggelser og trafikulykker, som den socialt udsatte ville have været involveret i, hvis ikke personen havde fået hjælp.
Metadonbehandling til stofmisbrugere viser sig også at være en fornuftig investering for samfundet. Det giver pengene op til 13 gange igen.
Og den slags beregninger burde man i langt højere grad læne sig op af i kommunerne, mener Rafai Al-Atia.
»Tit yder man en social indsats, og så forsøger man bagefter at kigge på, hvilke metoder der virker og hvad effekten er. Men der er ikke tradition for, at man ude i kommunerne regner på den økonomiske gevinst,« forklarer han.
»Det ville være godt, hvis kommunerne inddrog det her i deres arbejde. Det hjælper dem både i forhold til at prioritere indsatsen og til at højne kvaliteten af indsatsen,« mener KL-konsulenten, der spår, at man på den måde vil undgå at bruge tid og kræfter på ting, der i sidste ende viser sig at være nytteløse eller have lille effekt i forhold til prisen.
KL opfordrer Socialstyrelsen til at sætte sig for bordenden og hjælpe kommunerne med at lave nogle modeller, som kan vise den samfundsmæssige gevinst.
Rafai Al-Atia tror sagtens, at kommunerne allerede nu ville kunne begynde at arbejde langt mere målrettet med at måle effekterne. Men de store forkromede udregninger, der skal sætte kroner og øre på, om samfundet får mest ud af at behandle på den ene eller andet måde, efterlyser han, at forskningsverdenen sætter langt mere fokus på.
Studierne, som KORA har kigget på, er ikke udelukkende danske, så der er behov for mere specifikke analyser af effekten af de danske indsatser på for eksempel hjemløse-, alkohol- eller stofmisbrugsområdet, før man kan sortere kommunernes behandlinger efter, hvad der betaler sig bedst.
