Energiselskabet Vattenfall oplyser idagens Børsen, at man er gået igang med at opkøbe omkring 20 ejendomme i området omkring Kølby vest for Aalborg for at få plads til 37 nye vindmøller.

Et ældre ægtepar på Mersvej 45, som har solgt sit hus til energi-giganten, fortæller til BT, at de er glade, da de nu kan komme af med deres hus, inden de bliver for gamle og syge. Men lidt længere oppe af vejen er der ingen glæde at spore, da BT møder naboen Kenneth Andi Jensen i sit hjem.

»Jeg forstår godt, de sælger det, men for os andre betyder det nu bare at møllerne kommer endnu tættere på og støjer endnu mere, end de gør i forvejen,« siger han.

Fra huset er der udsigt til flere de allerede opstillede møller. Kenneth Andi Jensen bor godt nok kun til leje, men er i forhandling med ejeren, om at overtage huset.

»Jeg er lige ved at sige, at de her opkøb og de nye møller, der kommer, kan være det, der gør, at vi ender med at trække os fra handlen,« siger han.

Han undrer sig over, at metoden overhovedet får lov at passere.

»Politikerne siger, de vil bevare yderområderne. Men er det sådan, man vil bevare udkants-Danmark? Ved at sætte en vindmøllepark op? Det er jo en kæmpe gene for området, men det viser jo, at man bare kan få lov at gøre, hvad man vil, hvis man har penge nok,« siger han.

Vattenfall forklarer til Børsen, at opkøbs-strategien bl.a. er en måde at undgå sure naboer.

»Vi gør det, fordi det får en stribe hensyn til at gå op. Vi løser problemet med kritiske naboer til vindmøllerne, og så gør vi det lettere at få aftaler om opsætning af vindmøller igennem hos kommunerne, fordi vi går ind og hjælper dem med udvikling af de udsatte områder,« siger Mette Korsager der er ansvarlig for opsætning af landmøller i Danmark til avisen.

Vattenfall ønsker ikke at oplyse, hvad de har givet for de mange ejendomme, men siger at stuehusene vil blive jævnet med jorden, mens landbrugsjorden vil blive lejet ud.