Afsavn til familien og venner. Utallige timers ventetid. Og ringe hotelværelser.
Livet som professionel cykelrytter er ikke en dans på roser fyldt med luksus og glamour. Derfor har B.T. rakt ud til en lang række danske cykelryttere for at tage en snak om ofringer og udfordringer, man møder i livet på landevejen.
I denne artikel med Christopher Juul-Jensen fra Team Jayco AlUla, der efter hvert løb gemmer én genstand af en helt særlig årsag.
Hvad er det største afsavn for dig som cykelrytter?
»Det er helt klart tiden væk hjemmefra (fra familien red.). Uden tvivl. Når jeg endelig er hjemme, prioriterer jeg det allerhøjest, og så er det klart, at det er det, der fylder mest, når man rejser afsted.«
Er der nogen specielle begivenheder, du har misset, som du er særligt ked af?
»Der er virkelig mange begivenheder, som jeg har misset, men jeg har været heldig nok til at kunne være hjemme til det, der betyder mest som for eksempel mine børns fødselsdage.«
»Nu du spørger, så ærgrer jeg mig over, at jeg gik glip af mine forældres runde fødselsdage, da de begge to fyldte 60 år for nogle år siden. Men igen, mine forældre er jo skyld i, at jeg er nået til, hvor jeg er takket være deres opbakning, så på den måde var det ikke noget, de bar nag over.«
Er der noget mad, du savner, som du har må give afkald på?
»Det er mit 13. år som professionel, så jeg har efterhånden vænnet mig til ikke at dyppe hånden alt for langt ned i slikskålen på en fredag og forstået, at det kan være fristende at æde sig mæt i Lagkagehuset, når man venter i lufthavnen, men at det selvfølgelig har en pris.«
»Begrænsningerne på, hvad man må spise og ikke må, ser jeg kun som en naturlig faktor, hvis man skal leve af at dyrke sport. Dem, som ærgrer sig for meget, skal nok spørge sig selv, om det er det, de vil.«
»Jeg synes, der er en tendens i alle brancher og arbejde, at man skal støve alt op, som er synd for udøveren. 'Åh, det er synd, de skal træne så meget. Åh, det er synd de skal være så tynde og ikke må spise det, de har lyst til.' Så misforstår man konceptet om at dyrke sport på allerhøjeste niveau. Det drejer sig om, at man skal finde ud af, hvordan man lever i den tilstand.«
Har du alligevel en guilty pleasure?
»Brød med olivenolie. Det er nok min guilty pleasure, selvom det lyder utroligt kedeligt, men altså det kan godt have en regning, hvis man får for meget af det.«
»Jeg kan godt lide de ting, man skal ofre, og de ting man skal give afkald på. At man ikke spiser alt chokoladen eller drikker hele rødvinen, fordi mere skal ikke altid have mere. Man lærer at forstå, at man godt kan få nydelse af mindre. Det er i alt, hvor jeg føler afsavn, også i forhold til at savne familie, når man rejser. Det sure fremhæver det søde.«
Hvad savner du mest ved Danmark, når du ikke er her?
»Helt klart familien. Men nu bor jeg i Valby, og det fremhæver jeg, når folk spørger mig, hvorfor jeg ikke bor i Spanien eller et sted, hvor der er varmt, og jeg skal betale mindre i skat.«
»Det har jeg selvfølgelig overvejet gennem min karriere, men nu hvor jeg har familie, er det et fantastisk sted at bo samtidig med, at man kan være professionel cykelrytter. Det er jo en hovedstad, der er utroligt spændende og sjov at bo i, men den er samtidig fleksibel, når det handler om at tage ud og træne. Det ville man ikke kunne, hvis jeg kom fra Berlin, London, Madrid eller Barcelona.«
Hvad er det bedste ved at rejse så meget, som I gør som cykelryttere?
»Det er, at man høster så mange oplevelser, man har med sig. Både i forhold til de omgivelser og de kulturer, man kører cykelløb i. Folk spørger, om det ikke kan være det samme at være på hotel eller i en bus i Frankrig eller i Italien og endda have egen kok med. Men jeg føler, man får enormt mange indtryk fra hotelpersonale, cafeer og kaffen om morgenen. Hvordan de laver den i Italien kontra en kapselmaskine på et Ibis hotel i Frankrig? Alle de små ting, hvor man forstår små glæder og skavanker ved et land, det synes jeg er enormt sjovt.«
»Jeg har gemt alle mine løbsbøger, og jeg har stakkevis af dem. Når jeg kører etapeløb – og især grand tours – har jeg indimellem kørt i en gruppe, hvor der har været tid til at kigge sig omkring og tænke: 'Fuck man, hvor er jeg henne? Her vil jeg gerne tilbage.' Så kan jeg kigge på ruteprofilen og se, at det var dét bjerg eller dén etape. Det gør jeg tit.«
Hvad er så det værste ved at rejse så meget?
»At jeg oplever alt det her alene. Så det er jo præcis det, der kan gøre det hårdt. Der er selvfølgelig ikke tid til at gå ud og opleve det hele en gang til. Flere gange har jeg ringet hjem efter en etape eller på en træningslejr – efter jeg har kørt seks timer i solskin, fået massage, serveret mad og vasket tøj og bor på et enkeltmandsværelse med kig ud over vandet, samtidig med jeg kan se frem til ni timers uforstyrret søvn – og sagt til min hustru, at her skal vi ned, det er virkelig fedt. Hendes reaktion plejer at være: 'Ja okay, tak. Kan du ikke lige gemme på den, indtil vi ved, at du har tid til at planlægge en ferie? Så kan du diske ud med alle dine oplevelser, men indtil da må du gerne holde det for dig selv'.«
»Der går det op for mig, at alle de her indtryk jeg får, det er noget, jeg lang hen ad vejen oplever alene. Og det er jo noget, jeg helst vil dele med min kone og børn. Men igen, that's the price. Nogen gange tænker jeg over, hvor længe jeg vil blive ved med det her. Men der skal meget, meget lidt til, før jeg bliver mindet om, hvor stor en frihed det også giver. For når vi endelig har besøgt et sted, så har vi bare haft de bedste ferier.«
Har du en dårlig oplevelse fra et hotel?
»Dem er der mange af. Senest var skulle vi have kørt i Andalusien (Vuelta a Andalucia, red.), men da det blev aflyst, blev vi og havde en træningslejr. Her boede vi på et hotel i udkanten af en mindre hyggelig by, og der var nærmest spande inde på værelset, så det ikke dryppede på gulvet. Det var sådan, at man tænkte, det var godt, der ikke var jordskælv. Så ville det hele vælte om ørerne på en.«
B.T. har tidligere talt med Michael Valgren og Anders Foldager i serien Landevejens pris.
