Siden Thomas Thomsen lærte at svømme som niårig, har han holdt til nede ved havnen. 

Når der blev holdt fester i familien, sad der kun fiskere til bords. Nu er der ingen. 

Og i aften lægger han – og de få erhvervsfiskere, der er tilbage på Bornholm, 141 års fiskerihistorie i graven. 

»Der skal ske noget revolutionerende, hvis vi ikke lukker foreningen i aften,« siger 58-årige Thomas Thomsen, der har været formand for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening i 15 år. 

Stigende havtemperaturer, iltsvind i Østersøen og flere års nulkvoter på torsk har sat en kæp i hjulet for fiskerne på Bornholm i årevis. 

»Derfor er vi nået dertil, hvor vi ikke mener, at der er brug for en forening mere. Det er en meget speciel dag, men også en dag, vi vidste, ville komme,« siger Thomas Thomsen, der tilføjer. 

»Det er sket drypvis. Først forsvandt fiskefabrikkerne fra Bornholm, så blev alt fisken kørt væk. Til sidst kunne man ikke længere leve af det.« 

Selv er han vokset op med at se sin far fiske. Hans mor arbejdede på et kontor til et fiskeri. Onklerne arbejdede også på havet. Og så har han heller ikke selv kendt til andet:

Selvom det bliver hårdt at lukke foreningen i aften, slår det ikke dagen, hvor Thomas Thomsen måtte sende sit fartøj til ophugning, forklarer han. 
Selvom det bliver hårdt at lukke foreningen i aften, slår det ikke dagen, hvor Thomas Thomsen måtte sende sit fartøj til ophugning, forklarer han.  Foto: Privat
Vis mere

»Det er identiteten, der bliver pillet fra dig. Det er hårdt,« siger Thomas Thomsen. 

I sensommeren sidste år valgte han og de fleste tilbageværende erhvervsfiskere på Bornholm at sende deres fartøjer til ophugning til gengæld for en økonomisk kompensation. 

»Der kravlede jeg op på kajen for sidste gang. Jeg skyndte mig væk, så jeg ikke skulle se den blive klippet i stykker. Det ville jeg ikke se,« siger Thomas Thomsen. 

Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening har eksisteret i 141 år, hvor foreningen har været fiskernes talerør og hjælpende hånd, når loven blev strammet eller kvoterne sat, forklarer formanden. 

I aften samles de tilbageværende 34 medlemmer, der repræsenterer 16 fartøjer, til den sidste af tre generalforsamlinger, der, ifølge Thomas Thomsen, altså kommer til at sætte et endegyldigt punktum for det, der engang var de glade fisker-dage på solskinsøen. 

»Ved den første afstemning deltog 31 medlemmer, hvor 30 stemte for en nedlukning – og kun én stemte imod. Så, vi kommer til at lukke,« siger han. 

Selvom Thomas Thomsen ikke længere lever af at fiske, har han ikke sluppet et arbejdsliv på havet. Nu sejler han i stedet ud med forsyninger for et firma i Skagen. 

Til familiefesterne taler de fortsat om fiskeri – i dag i et noget mere nedtrykt toneleje. 

»Men jeg har et håb om, at fiskebestanden kommer sig i Østersøen. Jeg tror dog ikke, at det kommer til at blive meget mere end en niche på Bornholm uanset,« siger Thomas Thomsen.