De kongelige har ikke efternavne som os andre.
Og det kan være lidt af en hovedpine, når de som traditionen ligeledes foreskriver ofte deltager i militære uddannelser, hvor man gerne har sit efternavn på uniformen.
For nylig kunne man så se, hvordan det norske kongehus har løst den hovedpine.
Den 20-årige værnepligtige prinsesse Ingrid Alexandra viste sig nemlig for første gang i uniform, da hun i anledningen af Norges nationaldag sammen med resten af sin kongelige familie vinkede til folkemasserne fra balkonen fra Det Kongelige Slot i Oslo.

Prinsesse Ingrid Alexandra havde i anledningen iført sig paradeuniform og fået fri fra tjeneste fra ingeniørbataljonen i Brigade Nord i Indre Troms.
Og her på prinsessens uniformen sås det, at prinsesse Ingrid Alexandra blot bliver kaldt Alexandra i militæret.
Hvad blev de danske kongelige kaldt?
Kong Frederik fik kælenavnet Pingo under sin uddannelse som frømand, fordi han under en øvelse vraltede som en pingvin efter at have fået fyldt sin våddragt med vand.
Kongen startede som rekrut i Livgarden og blev løjtnant i Gardehusarregimentet, ligesom han også har uddannet sig til høje titler indenfor både Søværnet, Hæren og Flyvevåbnet.

På tidlige billeder af kong Frederik i uniform kan man også se, at han bar navnemærkatet 'kronprins Frederik'.
Også prins Joachim har gået under netop 'prins Joachim' på sine uniformer, ligesom hans søn grev Nikolai også under sin korte stund i militæret havde sin daværende titel 'prins Nikolai' på uniformen.
Men den norske prinsesse Ingrid Alexandra har altså helt skåret både titler og fornavn fra, så hun blot går under navnet Alexandra under sin værnepligt.
Prinsesse Ingrid Alexandra havde i øvrigt måttet søge om tilladelse for at tilføje en særlig detalje til sin uniform, da hun viste den frem for første gang. Læs mere om det HER.
Hør seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder, der handler om det danske kongepars netop overståede statsbesøg i Norge.
