Copenhagen Pride befinder sig i lidt af en krise. Hele 16 sponsorer har trukket sig fra Priden efter en udmelding om Israel/Palæstina-konflikten.
Og nu bliver krisen endnu værre: En tidligere sponsor er nemlig gået til en af Copenhagen Prides konkurrenter.
Mærsk, der i mange år var sponsor for Copenhagen Pride, vrager nu den københavnske prideparade til fordel for Aarhus Pride.
Det oplyser Aarhus Pride på sin Instagram.
»Tusind tak til Mærsk for jeres støtte og engagement som ny hovedsponsor for Aarhus Pride! Takket være jeres støtte kan vi sikre Pridens videre udvikling og afholdelse af den største pride i Aarhus’ historie! Tak for jeres værdifulde støtte til vores fællesskab og for at hjælpe med at gøre Pride muligt,« skriver Aarhus Pride om det nye samarbejde.
Da Mærsk tidligere på måneden stoppede samarbejdet med Copenhagen Pride forklarede virksomhedens presseafdeling sig i en skriftlig kommentar til Berlingske:
»Vi har i en årrække været glade for samarbejdet, men vi forventer i sådanne partnerskaber en høj grad af forudsigelighed og et uforstyrret fokus på den sag, partnerskabet omhandler,« lød det således fra presseafdelingen i Mærsk.
Den forudsigelighed mener Mærsk altså nu at have fundet hos Aarhus Pride.
Copenhagen Prides krise tog sin start i februar, da organisationen efter internt pres meldte ud, at organisationen ville forhøre sig hos sine sponsorer for at finde ud af deres 'engagement, investeringer og tilstedeværelse' i Israel og Gaza' og på denne baggrund vurdere, om sponsorer skulle vrages.
Selvom Copenhagen Pride først undskyldte, og forperson Lars Henriksen siden trak sig, er sponsorflugten bare fortsat.
Ifølge kommunikationsrådgiver Henrik Kragelund, der er indehaver af firmaet Shitstormdoktor, befinder Copenhagen Pride sig nu i 'en kæmpe krise'.
Copenhagen Pride har eksisteret siden 1996. Organisationen, der arbejder for LGBT-rettigheder, er mest kendt for at arrangere en stor, årlige parade med titusindvis af deltagere.