Når retssagen mod Korsørmanden bliver indledt 14. maj, er det planen, at han allerede samme dag tager plads i vidneskranken for at afgive forklaring. Såfremt han altså vil.

I hvert fald er der afsat to dage til afhøring af den 33-årige mand, og herefter bliver det tid til, at 33 andre én efter én tager plads på retssalens midterste stol for at vidne.

Ifølge B.T.s oplysninger er blandt andre venner af Emilie Meng indkaldt. 

Det samme er nogle af Korsørmandens venner.

I alt er der i Retten i Næstved afsat 18 dage til sagen. Heriblandt er to reservedage, to dage til nævningetingets votering og ni dage til vidneforklaringer.

Undervejs er det forventet, at adskillige politifolk og fagpersoner, der arbejder professionelt med efterforskninger – eksempelvis retsmedicinere – vil tage plads i vidneskranken.

Det samme vil den 15-årige pige, som ifølge anklagemyndigheden blev overfaldet nær sin efterskole i Sorø i efteråret 2022.

Hendes bistandsadvokat vil dog anmode om, at dette foregår bag lukkede døre. 

Det vil betyde, at pressens repræsentanter og øvrige tilhørere bliver bedt om at forlade retssalen.

Også forklaringen fra den 13-årige pige fra Kirkerup, hvis sag politiet har opkaldt sagskomplekset efter, vil blive hørt i retten. Dette vil efter alt at dømme ligeledes foregå bag lukkede døre.

Den 13-årige pige vil ikke være til stede i retten, når det er tid til hendes forklaring. I stedet vil anklagemyndigheden afspille videoafhøringer af hende.

Både dørlukning og afspilning af videoafhøringer er normal praksis i sager, hvor der er tale om sædelighedsforbrydelser og mindreårige.

Hverken den 13-årige piges mor eller stedfar er indkaldt som vidner, og de vil derfor begge være til stede under alle retsdage, oplyser pigens bistandsadvokat til B.T.

I den forbindelse beder de om, at der fortsat tages hensyn til deres privatliv.

Pigen selv vil som udgangspunkt ikke dukke op. I så fald vil det kun blive ved domsafsigelsen.

Én sag ad gangen
Retssagens tidsplan er lagt således, at anklagemyndigheden i det store hele gennemgår én sag ad gangen.

Først sagen fra Kirkerup, så sagen fra Sorø og til slut sagen om den dræbte Emilie Meng.

Fælles for alle sagerne er, at der er indkaldt en række politiansatte, der på den ene eller anden måde har haft noget med dem at gøre.

Og så har man ifølge B.T.s oplysninger også set uden for egne rækker.

Blandt andre er den verdenskendte eventyrer og dna-forsker Eske Willerslev blevet bedt om at vidne i relation til Emilie Meng-sagen.

I den sag skal også flere af den 17-årige piges venner vidne.

Venner, der var ude med hende den julinat i 2016, hvor hun forsvandt.

Også ansatte fra Sorø Gymnastikefterskole og naboer til skolen har den seneste tid modtaget vidneindkaldelser i e-Boks. Heriblandt Steven, der den aften, hvor den 15-årige efterskoleelev blev overfaldet, bemærkede en mystisk bil

Korsørmanden til et bryllup i 2019.
Korsørmanden til et bryllup i 2019. Foto: B.T.
Vis mere

Når alle vidner er afhørt, vil anklageren gennemgå øvrig dokumentation i sagen, før det er blevet tid til de afsluttende bemærkninger om skyldspørgsmålet.

I det store hele nægter Korsørmanden sig skyldig, men han har delvist erkendt visse forhold vedrørende den 13-årige pige fra Kirkerup.

Det er ukendt hvilke.

Efter procedurerne vil nævningetinget trække sig tilbage og votere. Det er der afsat to dage til, før der 28. juni bliver afsagt skyldkendelse. 

Senere samme dag vil den 33-årige tiltaltes personlige forhold – herunder mentalerklæringen – blive gennemgået, før forsvarer og anklager atter får ordet, når det er tid til strafprocedurer.

Efterfølgende trækker nævningetinget sig, før det til sidst vender tilbage med dom.

Selve retssagen finder sted i nævningesalen, retssal 6, ved Retten i Næstved, men også to andre retssale vil blive taget i brug.

Dette skyldes, at retten forventer massiv interesse for retssagen.

B.T.s kriminalreportere gennemgår i 'På fersk gerning' sagens uhyggelige anklageskrift. Du kan lytte med herunder, eller hvor du plejer at høre podcast.