Det er efterhånden et mysterie af så store proportioner, at selv miss Marple ville have svært ved at opklare det.
Joost Klein, Hollands deltager i Eurovision-finalen, er midlertidig forvist fra konkurrencen.
Det er han, fordi han undersøges for en hændelse, der skulle være sket fredag. Her kom han, ifølge Aftonbladet, i en form for konfrontation med en kvindelig fotograf ansat af Eurovsion.
Svensk politi er også involveret i sagen.
Konflikten har sågar resulteret i, at stemmeafgivningen for de lande, der ikke selv deltager i finalen, er blevet forsinket.
Det eneste hovedperson selv har sagt er 'hav en god dag', da medierne opsøgte ham på hans hotel.
Men han har fortsat støtte fra i hvert fald mindst én person.
Med sig på scenen har han en stor fugl, som spilles af Appie Mussa.
Og på X kommer han med en kort, men klar besked.
»Joost Klein,« skriver han efterfulgt af et hjerte.
På trods af alt det her hurlumhej forventes det hollandske bidrag at klare sig ganske godt, og i skrivende øjeblik har Danske Spil spået den til at ende omkring nummer syv.
Du kan følge alt om Eurovision her på BT.dk, hvor finalen også bliver livedækket.