Det danske vejr kan bedst af alt sammenlignes med en tur i Rutschebanen på Dyrehavsbakken.
Så skal du finde regnjakken frem. Så skal du finde shortsne frem. Og sådan kører det i ring – eller loops.
Men de kommende tre til fire dage kan du trygt læne dig tilbage i havestolen og nyde solen uden at frygte de store udsving.
Der bliver nemlig tørt og varmt.
»Det gælder om at få solcremen frem i den kommende uges tid. Der ligger et højtryk i nærheden af Danmark, og det betyder nærmest ingen nedbør og masser af sol,« siger Jesper Eriksen, vagtchef hos DMI.
Vi kommer primært til at ligge mellem 15 og 20 grader, hvor det lokalt kan blive endnu varmere.
Og det holder – mere eller mindre med sikkerhed – indtil onsdag.
»Prognoserne efter onsdag er lidt usikre, men indtil da ser det ud til, at vi får varme og minimalt med nedbør,« siger Jesper Eriksen.
I de næste par dage vil der derudover være minimalt med vind, oplyser vagtchefen.

