I mange år var de ærkefjender.

Men nu har Lars Løkke Rasmussen (M) og Mette Frederiksen (S) som udenrigsminister og statsminister i samme regering fået et helt anderledes godt og tæt forhold til hinanden.

Det fortæller Løkke i sin nye lydbog, ‘Befrielsens pris’, hvor han også giver et indblik i, præcis hvor godt hans forhold til Mette Frederiksen er blevet.

Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er gået fra at være ærkefjender til at have et tillidsfuldt og sjovt forhold til hinanden, fortæller Løkke i sin nye lydbog.
Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er gået fra at være ærkefjender til at have et tillidsfuldt og sjovt forhold til hinanden, fortæller Løkke i sin nye lydbog. Søren Bidstrup

I bogen medgiver Lars Løkke Rasmussen, at det kan se mærkeligt ud, at han og Mette Frederiksen har lagt deres årelange strid bag sig.

»Man skal nok være et politisk dyr for at forstå det,« siger han.

Men er man et politisk dyr som Løkke og Frederiksen, kan man åbenbart veksle gammelt had til nyfunden kærlighed.

I hvert fald fortæller Lars Løkke Rasmussen i sin nye lydbog om en særlig episode på et hotel i Grønland, hvor han, Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen (V) pludselig brød ud i sang.

»I love you just the way you are,« gengiver en nynnende Løkke i lydbogen.

»Det var mest Mette Frederiksen, der sang den sang, og jeg tror, at Troels Lund brummede lidt med, på hotel Hans Egede i Nuuk, hvor vi havde rigsmøde,« forklarer han.

Løkke fortæller, hvordan han, Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen brugte en aften i hotelbaren.

»Der kom bare en rigtig, rigtig god stemning, og så sang Mette den der sang. Vi sang alle sammen … Det er et meget godt eksempel på, at selvom vi er topprofessionelle mennesker, så har vi det også sjovt sammen,« fortæller Løkke og tilføjer:

»Noget af det, der driver morskaben frem er, at vi sidder hver især med enormt mange historier om hinanden, som vi aldrig rigtig har fået bearbejdet … Vi har mange halve hemmeligheder om hinanden, og nu er der en fortrolighed, der gør, at de kommer på bordet, Man kan blive overrasket over, at nogle sammenhænge, som man troede var der, så alligevel ikke var der.«

Lars Løkke Rasmussen fortæller også, at de tre regeringsledere med jævne mellemrum mødes på Marienborg for at genoplive den såkaldte Marienborgånd – altså den ånd, der bandt Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sammen, da de dannede regering.

Og når der er møder på Marienborg, er der også alkohol involveret, fortæller Løkke.

»Jeg har så også en oplevelse af, at noget af Marienborgånden bor i en vinflaske. Hvis man gnubber lidt på den, så kan man godt få Marienborgånden frem,« lyder det fra en smågrinende Løkke.

I ‘Befrielsens pris’ gør Løkke status over sit lange liv i politik i anledning af sin 60-års fødselsdag den 15. maj i år.

Lydbogen er fortalt til journalist og forfatter Kirsten Jacobsen og udkommer på Politikens Forlag som en såkaldt 'podbook' – en blanding mellem en podcast og en lydbog – med en varighed på 181 minutter.

Den har modtaget lunkne anmeldelser. Læs mere om det her.

Lars Løkke Rasmussen har tidligere udgivet flere andre bøger. Senest 'Befrielsens øjeblik', der også blev til i samarbejde med Kirsten Jacobsen.

I denne bog, der udkom som et lyn fra en klar himmel under valgkampen i 2019, annoncerede Løkke, der dengang var formand for Venstre, sit ønske om at indgå et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.