Tennisstjernen Dominic Thiem er i gang med sin sidste sæson.

Det har den tidligere verdenstreer og US Open-vinder meldt ud på Instagram.

Den kun 30-årige østriger har været hårdt plaget af skader de seneste år, og nu har han fået nok.

»Jeg er nødt til at fortælle jer en meget vigtig, men også trist og smuk besked. Denne sæson bliver min sidste. Jeg stopper min karriere efter denne sæson,« siger Thiem.

Vince Caligiuri/AFP/Ritzau Scanpix

»Der er flere årsager til det. Mit håndled er ikke, som det burde være. Det andet er min indre følelse. Jeg har tænkt over det i meget lang tid. Jeg har også tænkt på hele min rejse, som har været fantastisk. Jeg har haft succes og har vundet trofæer.«

»Jeg er så taknemmelig for rejsen. Men jeg er kommet frem til, at denne beslutning er den eneste rigtige. Jeg er meget tilfreds med den, og jeg er meget spændt på fremtiden,« siger han.

Udover sin grandslam-triumf i USA i 2020, nåede Dominic Thiem også finalen i French Open i både 2018 og 2019, hvor Rafael Nadal begge gange var for stor en mundfuld, og Australian Open-finalen i 2020, som han tabte til Novak Djokovic.

Han tabte desuden sæsonfinalen i både 2019 og 2020.