Der er lang kø, da jeg en fredag formiddag stiller mig op foran den lille kebabjoint i Glostrup.
En lang kø er altid et godt tegn. Denne kø består i høj grad af håndværkere. Også et godt tegn.
Og så har jeg hørt meget godt om stedet.
Bedste kebabsted på Vestegnen
Jeg taler med nogle af stamkunderne. Et yngre par, der fortæller mig, at det er det bedste kebabsted på Vestegnen.
Forventningerne er således skruet helt op, så jeg har det som en teenager, der venter på, at Taylor Swift går på scenen.

Efterhånden, som jeg nærmer mig kebabtemplet, kan jeg se, at de to medarbejdere, der passer jointen, har virkelig travlt, men de er øvede, og en rationeringsekspert vil glæde sig over tempoet, og hvor effektivt det foregår.
Der er styr på tingene. Alt imens de klarer telefonekspeditioner, der også vælter ind i en lind strøm.
Min tur
Så er det min tur. Jeg vil gerne have en pita-menu, siger jeg på aarhusiansk - det er jo svært at skjule på trods af mine mange år på Sjælland.
Lidt efter ombestemmer jeg mig - 'Jeg vil hellere have en kebab med tyrkisk brød'. Jeg kan se, at pitaerne ligger på et bord i en kæmpe plasticpose og ser kedelige ud. De tyrkiske brød ser mere spændende ud.
I køleskabet er der colaer fra Harboe. Jeg vælger en 'Harboe Nul Sukker'. Den smager fint, også selvom jeg foretrækker Pepsi Max.
Krummen fra det tyrkiske brød bliver fjernet med en hånd og smidt ud. Nu er der kun skorpen tilbage, som kommer i toasteren, så den er rygende varm. Og nu bliver den fyldt med kebab, lidt salat, chili og creme fraiche.
River som en kattekilling
En kæmpe portion. Der er alt for meget, og jeg må smide de fleste af fritterne ud. Men hold op, hvor er den kebab god. Det er noget af det bedste, jeg har smagt i meget lang tid.
Der er en god balance mellem alle ingredienserne, og chillien er lige præcis så markant, at den river på samme måde som en kattekilling gør. Man mærker det, men det bløder aldrig.
Kødet er perfekt marineret, let krydret og har den helt rigtige temperatur, der gør, at man får alle smagsnuancerne med. Det er som en klassisk række-sekser fra BMW. Perfekt afbalanceret.
Strimlerne af kødet er frisk afskåret fra det roterende spyd og dermed er al smag og kraft stadig intakt. Salaten ligger i bunden af brødet. Det er selvfølgelig det, jeg levner. Det er bare almindelig grønt - hurtig glemt. Det er kødet ikke.

Der hører fritter til. De er gode. De har fået lige præcis det, de skal have. Det er en udfordring på fastfood-joints, at det nogle gange går for hurtigt, så de er for bløde. De er rigtig gode. Jeg får en lille portion remoulade med.
Ingen sammenhæng mellem kvalitet og pris
85 kroner koster hele herligheden. Der er ikke altid en sammenhæng mellem kvalitet og pris. Hos Kebab & Grillhouse er kvaliteten i top og prisen i bund.
Det er ikke sidste gang, turen går til det ydmyge madsted. Det bliver dog ikke om vinteren. Der er meget lidt plads til at spise stående ved disken, så det er et sted, der kalder på sommer og sol og måske en god film hos Glostrup Bio, som ligger lige ved siden af .
Et super godt måltid. Det er mere end value for money. Du kan springe aftensmaden over, hvis du har spist her til frokost.
Hvis du ikke kan lide madspild, bør du undgå Kebab & Grillhouse i Glostrup. Portionerne er gigantiske, og det er svært at lade være med at levne. Køen er lang, men det er ventetiden værd.
Tommel op: Hold op, hvor er det billigt! Gigantisk kebab, god smagsafbalancering, hurtig betjening - når det endelig er din tur.
Tommel ned: Madspild, lang kø og få siddepladser.
Kebab & Grillhouse
Hovedvejen 121
2600 Glostrup
Pita med Kebab (men jeg fik en i tyrkisk brød til samme pris).
Fritter
Harbo Nul Sukker Cola
85 kroner
Hør, hvor store summer du kan spare på streaming i podcasten Spar Kassen, hvor vi gennemgår fem sparemuligheder. Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at klikke play herunder.
