For én heldig dansker blev en halvgrå efterårsmorgen i november ret meget sjovere at vågne op til. Onsdag aften vandt en lottospiller nemlig den næststørste gevinst nogensinde i Danmark. Det skete, da seks vindertal, to tillægstal og ét supertal fra en kupon solgt i Boulevardkiosken i Vordingborg alle blev udtrukket. Gevinst: Næsten 50 mio. kr.

Den lille kiosk med den fornemme adresse Boulevarden 8 ligner umiddelbart enhver anden kiosk med det sædvanlige sortiment af øl, vand, spiritus, slik, cigaretter og lottokuponer – og bagerst i lokalet blinker, bipper og ringer spilleautomaterne.

Bedst at kunderne vinder

Alligevel skiller kiosken sig ud fra mængden af identiske butikker.l Det er nemlig ikke første gang, at kioskejer Flemming Kristiansen sælger en kupon, der viser sig at være millioner værd. Faktisk er det sket tre gange siden 2007, så her udklækkes der nærmest millionærer på stribe.

- Jeg spiller selv lotto, men ikke i går (onsdag, red.). Det skulle jeg måske have gjort, men det er nok bedre, at det er kunderne, der vinder, siger Flemming Kristiansen med et smil.

Danske Spil forgylder danskerne

Den 55-årige ejer af ’Millionærkiosken’ fortæller, at hvis han selv en dag skulle være så heldig at sælge den helt store vinderkupon til sig selv, ville han bruge de mange penge på mere fritid, og han afviser heller ikke, at en jordomrejse kunne komme på tale.

De næsten 50 millioner kroner, der blev udtrukket onsdag aften, gik til en heldig mandlig spiller, som dog har meddelt Danske Spil, at han ønsker at være anonym. I de sidste tre uger har Danske Spil bogstavelig talt forgyldt hele tre danske lottospillere med rekordhøje milliongevinster. Og det er ikke hver måned, det sker, fortæller Thomas Rørsig, som er kommunikationschef i Danske Spil.

Tredje gang

- Det er tredje gang inden for tre uger - ellers så sker det ikke, havde jeg nær sagt. Der har på intet tidspunkt i Danske Spils historie været noget, der ligner det her. Det er helt exceptionelt, at så gigantiske gevinster falder inden for så kort en tidsramme, siger Thomas Rørsig.

Fakta: Tre ugers guldregn

Den 26. oktober 2012 blev den største gevinst i Danske Spils historie udtrukket. Én heldig dansker vandt Eurojackpot på 132 mio. kroner.

Dagen efter snuppede fire familier fra Agerbæk, der spillede sammen, 43,8 mio. kroner med et vundet Joker-spil.

Og onsdag aften vandt et andet heldigt asen altså den næststørste gevinst nogensinde i Danmark på 49,9 mio. kroner fra ’Millionærkiosken’ i Vordingborg.

Kilde: Danske Spil