I det kriminelle miljø i København og på Christiania var det kendt, at en af byens våbenhandlere solgte skydevåben "under bordet". Og han tog sig godt betalt. En 27-årig gav 14.000 kr. for en pistol, forklarede han i retten, hvor han fik fire måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

Den 50-årige illegale våbenhandler fik i dag forlænget sin varetægtsfængsling med fire uger, mens politiet forsøger at finde frem til flere af hans kunder.

Den første blev dømt i sidste uge, hvor den 27-årige blankt tilstod, at han henvendte sig i våbenhandlerens butik, lagde 14.000 kr. på bordet og fik en ni mm. Walther pistol.

- Jeg kendte ham ikke personligt, men havde tidligere købt fiskegrej hos ham. Jeg hørte rygtevis på Christiania, at man kunne købe våben i forretningen, sagde den 27-årige i retten.

I fredags blev en 25-årig mand varetægtsfængslet, sigtet for at have formidlet kontakten mellem den 27-årige og våbenhandleren.

Pistol til selvforsvar
Den 27-årige købte pistolen, fordi han var truet i en 20 år lang familiefejde. I sommer fik han på havnen i Holbæk sat en pistol for tindingen og siden blev han flere gange truet med at blive skudt.

Den 22. september købte han Walther pistolen hos den 50-årige våbenhandler, der slet ikke har autorisation til at handle med skydevåben og ammunition. Han må kun sælge softguns, attrapper og lignende "våben-legetøj".

Allerede dagen efter blev den 27-årige anholdt på åben gade i København, hvor han gik bevæbnet med Walther pistolen, som dog ikke var ladt. I lommen havde han fire skarpe patroner af en forkert kaliber, 7.65 mm., som han havde købt i Istedgade.

- Jeg ville ikke skyde, men kun skræmme dem med pistolen. Hvis de kom hjem til mig ville jeg ringe til politiet, sagde den 27-årige i retten.

Efter dommen på fire måneders fængsel blev han løsladt til senere afsoning.

Fra mund til mund
- Der er ingen tvivl om, at det er gået fra mund til mund, hvor man kunne købe våben, siger politikommissær Jesper Simonsen, afdelingen for organiseret kriminalitet.

Inden dørene blev lukket i byretten, hvor den 50-årige våbenhandler blev fremstillet, kom det frem, at politiet hidtil kun har fundet to personer, som har handlet med den 50-årige, der er blevet aflyttet siden foråret.

- Vi arbejder på at få identificeret flere af dem, som har købt hos ham, siger politikommissær Jesper Simonsen. Politiet mistænker, at det ulovlige våbensalg er sket gennem lang tid.

Han oplyser, at der blev fundet "et antal" skydevåben, håndvåben og automatiske, under politiets massive ransagninger den 2. oktober på våbenhandlerens lagre i Nordsjælland. Bt.dk afslørede forleden, at politiet også fandt hele 1,5 tons ammunition.

Kriminalteknisk Center er nu ved at undersøge alle skydevåben for spor.

Ulovlige knive
- Det vi har fundet mest af er ulovlige knive og stikvåben, oplyser Jesper Simonsen.

Våbenhandlerens forsvarer Michael Sahl Nielsen krævede dørene åbnet, da våbenhandleren blev fremstillet i dag.

- Det er meningsløst at lukke dørene nu hvor sagen er fremme i pressen. Hvis der havde været medgerningsmænd på fri fod, så havde politiet haft dem nu, sagde forsvareren.

Men dommeren lukkede dørene igen, fordi politiet mener, at der er medskyldige i sagen. Politiet mistænker, at våben og ammunition er smuglet til Danmark fra bl.a. østeuropa.