Sophia Evensen fortæller om forholdet til sin mor Ruth og til sin mormor i sin nye bog 'Ondskab'. B.T. bringer her et fyldigt uddrag af kapitel 3.
Jeg er overbevist om, at der hviler en slægtsforbandelse over min mors side af min familie.Når jeg tænker tilbage på min opvækst og de skræmmende ting, jeg var vidne til, kan jeg fundere i det uendelige over, hvorfor der ikke var nogen, der greb ind og tog et opgør med den ekstremt dysfunktionelle adfærd, der igen og igen fandt sted i familien.
Scroll ned og læs mere
Jeg elskede far
Jeg elskede min far meget højt, men når jeg ser tilbage, var det tydeligt at meget af hans liv, var kontrolleret og styret af min mor. Han prøvede mange gange at fortælle mig, at jeg var meget værd, og at jeg kunne gøre alt hvad jeg satte mig for i livet. Men alle disse ord blev kvalt af tidslen som blandede sig i alting, nemlig min mor.
Alligevel holder jeg ham nu ansvarlig for at have været en kujon, som ikke tog et opgør med hende tidligere, og tillod hendes ondskab at husere og ødelægge mit og hans eget liv.
Enspænder
Jeg begyndte at bruge mascara som elleveårig. Nogle mente sikkert, at det var for tidligt, men jeg elskede at eksperimentere med makeup. Min store lidenskab var at tegne portrætter, og det blev min verden, når timerne var lange og kedelige.
Jeg havde altid veninder og var ganske populær i skolen, men samtidig var jeg lidt af en enspænder som mange gange bedre kunne lide at gøre ting alene. Det var et mærkeligt paradoks jeg selv ikke helt forstod. Hver gang jeg blev knyttet til nogen, havde jeg en dyb trang til at skille mig af med dem igen.
Mod nogle var jeg ligefrem ondskabsfuld og kunne godt bruge mobning som en måde at hævde min egen intelligens og popularitet på.
Hemmelig verden
Jeg oplevede allerede tidligt forkastelsen fra min mor, og jeg søgte derfor desperat efter kærlighed alle vegne. Fysiske og seksuelle oplevelser blev min eneste måde at få opmærksomhed og kærlighed på, og den eneste måde jeg kunne fortolke, hvad kærlighed skulle være.
Grænserne var overskredet længe, før jeg blev teenager, og det forekom mig som det naturligste at søge efter kærlighed i sex, da jeg blev ældre. Jeg havde således to liv. Et liv hvor jeg var en ivrig skoleelev, og et andet indre liv, hvor jeg var fuld af frygt for at blive forkastet af Gud, trist, såret, og fuld af skam over min hemmelige verden.
Mor ville aldrig lege
Min mor legede aldrig med mig. Det havde hun folk til - med andre ord, min far. Hun anså sig selv som uduelig til alt det kreative, så julehjerterne måtte jeg selv klippe, musikken måtte jeg selv spille, og kagerne måtte jeg selv bage. Hun kunne ikke finde ud af at spille spil, og var alt for ukoncentreret og utålmodig til at lære dem, eller bare sidde sammen med mig og mine brødre og bruge tid sammen.
Mormors regler
Min mormor var som besat af at leve efter gammeltestamentlige religiøse regler om, at kvinder ikke skulle klippe deres hår, at de altid skulle gå med kjole og tørklæde, ikke kunne bruge makeup, ikke kunne se fjernsyn eller spille kort.
I det hele taget ingen såkaldt verdslig stimulans, som kunne forurene deres sind, var tilladt. Jeg er overbevist om, at den narcissistiske Jezabelånd, der hviler som en forbandelse over vores familie, kan spores tilbage til min mormor.
Mors sex-oprør
Da min mor var sidst i sine teenageår, begyndte hun at gøre oprør mod min mormors bud og regler. Hun begyndte at bruge makeup, og klippede sit hår, hvilket var mormors store skræk. Min mor havde hang til alkohol, specielt rødvin, og levede et udsvævende liv, hvor hun gik på diskotek, og løb med drenge.
Ruth indledte et meget usædvanligt kærlighedsforhold med en pastor fra Norge. Denne pastor var ifølge Ruth helt opslugt af hende, og han arrangerede at hun skulle forlove sig med hans søn, for at beholde hende som elskerinde. Hun havde således et seksuelt forhold til både sønnen og faderen på samme tid.
Djævle-uddrivelse
Da jeg var fyldt 12 brød min mor og far ud fra den menighed, som hele vores familie var en del af, og stiftede Faderhuset. I starten foregik møderne hjemme i vores lejlighed på Nørrebro, hvor jeg ofte kom hjem fra skole til skrigende new-age folk, der lå og vred sig på stuegulvet under intens djævleuddrivelse. Efterhånden forlod de andre grene af familien også kristent Center og gik til andre menigheder.
Mine mostre og onkler fulgte ikke med til Faderhuset, hvilket vakte min mors mishag. Efterhånden som min mor overtog styringen i Faderhuset, voksede hendes vrede mod sine søskende.
Ruth havde ofte følt sig truet af deres indvendinger mod hendes metoder i Faderhuset samt af deres spørgsmål og konfrontationer med hensyn til, hvorfor der kom så mange skadede individer ud af Faderhuset.
Som sædvanlig afviste Ruth enhver form for kritik og fastholdt stædigt, at hun havde prøvet at hjælpe folk, men at det var mennesker, som selv ikke ville hjælpes.
Således kunne familien kun stå på sidelinjen og se på, hvordan hun ødelagde det ene liv efter det andet, uden mulighed for at råbe hende op i processen. De måtte tilbringe år efter år i total afmagt og forvirring overfor hendes tyranni.
Sophia Evensen: Ondskab - Ruth stjal mit liv. Bogkompagniet, 214 sider. Udkommer mandag.
