Tre maskerede mænd gjorde sig torsdag aften til røvere for et mindre pengebeløb, da de overfaldt en 83-årig mand i hans hjem på Lundemarksvej i Holbæk, oplyser politiet.

Kl. 21.55 torsdag aften bliver der banket hårdt på døren hos en 83-årig mand. Han er dårligt gående og tager nogen tid om at komme frem til døren. Da den ældre mand omsider får åbnet villadøren, bliver han brutalt skubbet ind i villaen af tre maskerede røvere.

- En af de tre mænd holder manden fast og tager hans briller, så han ikke kan se. De to andre trænger ind i hjemmet og styrter rundt for finde noget, de kan stjæle. De tre røvere slipper derfra med et sølle udbytte på ialt 800 kr. og 300 euro, siger kommunikationsmedarbejder hos Midtsjælands Politi, Carsten Andersen til bt.dk.

Da røverne var stukket af fra stedet, lykkedes det den 83-årige at finde sine briller og alarmere politiet. Han beskriver to af røverne som unge, dansk udseende, den ene ca. 175 cm og den anden ca. 190 cm. Den tredje røver var, ifølge den ældre mand, udenlandsk udseende, talte engelsk og sagde hele tiden 'fucking'. Han beskrives som ca. 170 til 175 cm. høj. Alle tre bar grå eller sorte elefanthuer.

- Det er i den grad at gå over stregen! At røve en ældre, sagesløs mand - og så for så lidt. Vi håber meget at få hjælp fra borgerne eller fra personer i det kriminelle miljø, der trods alt synes det her er trods alt er for meget, siger Carsten Andersen.

Politiet i Holbæk kan kontaktes på tlf. 46351448