Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fortæller i et stort interview med Berlingske Søndag om deres liv som familie.

Søndag fortæller kronsprinsparret om deres nye liv som småbørnsfamilie. Det gør de i et stort interview med Berlingske Tidende.

Det er et liv, der har krævet store forandringer siden prins Christian kom til verden. Mindre nattesøvn blandt andet.

- Christian sover ikke i vores soveværelse mere, men det gjorde han, til han var omkring ti måneder og så længe, han var dybt afhængig af sin mor. Nu har han sit eget værelse, og Isabella er selvfølgelig stadig hos os, fortæller kronprins Frederik til Berlingske Søndag og fortsætter:.

- Christian har vi også kontakt med om natten via hans babyalarm, så hvis han får dårlige drømme, eller der er noget andet, kan vi hurtigt smutte ind til ham. Alt er gået så stærkt. Man burde næsten skrive dagbog, for der sker så meget med de små mennesker.

Kronprinsparret har dog fået et par nemme børn, hvad angår søvn. Som regel sover både prins Christian og prinsesse Isabella igennem om natten. Men som med alle andre småbørn, kan der være undtagelser. I hvert fald sparer prinsesse Isabella på søvnen i øjeblikket, fortæller kronprinsesse Mary.

- Måske er der tænder på vej, eller måske vokser hun bare. Isabella er i det hele taget langt mere temperamentsfuld end Christian. Han var en usædvanlig rolig og mild baby. Isabella kan være helt vildt glad, og så kan hun blive helt vildt vred. Men børnene er jo også to forskellige køn. Jeg har hørt fra mine veninder, at piger tit er mere hidsige end drenge som babyer. Men ellers er hun meget rolig, og når hun smiler, kan man ikke gøre noget som helst.