Et mål af franske Kylian Mbappé i de døende minutter af VM-finalen blev økonomisk fatalt for den amerikanske rapper Drake.

Umiddelbart før kampen spillede han nemlig svimlende en million dollar på, at Argentina ville vinde VM-finalen. I ordinær tid, vel at mærke.

Det skriver Volture og henviser til en story på Instagram, som Drake delte før kampen.

Et billede, hvor man kan se rapperens væddemål for kampen.

Drake havde spillet på, at Argentina skulle vinde kampen i løbet af de første 90 minutter.

Det gjorde de som bekendt ikke. Først efter en straffesparkskonkurrence kunne jublen bryde løs.

Længe så det da ellers ud til, at oddset ville gå hjem. Men to hurtige scoringer i henholdsvis det 80. og 81. minut af franske Mbappé gjorde, at kampen måtte i forlænget spilletid.

Og så røg Drakes sats, hvilket svarer til godt og vel syv millioner kroner, ud af vinduet søndag aften.

Ifølge Forbes tjente Drake 49 millioner dollar tilbage i 2020.