Aerosmit-forsanger Steve Tyler vil frygtelig gerne indspille en duet med sin smukke skuespillerdatter Liv.

De er superstjerner indenfor hvert sit felt, men snart mødes de måske på den enes hjemmebane.

Aerosmith-frontmand Steve Tyler håber i hvert fald, at han kan lokke datteren, skuespillerinden Liv Tyler, til at indspille en duet. Og den tanke er hende bestemt ikke fremmed.

- Vi synger ofte sammen. Og har talt om at indspille noget sammen. Når han er i studiet, har han også sagt, at jeg skal komme. Desværre går vores kalender kun sjældent op, siger Liv Tyler.

Uanset om der engang kommer en Tyler-duet, så er der ifølge Liv Tyler mange fordele ved at have en ægte rockstjerne som far.

- For eksempel har jeg prøvet at blive stoppet af politiet og så sluppet for en bøde, når betjenten fandt ud af, at jeg er datter af Steve Tyler, siger Liv Tyler.

Far-Tyler er efter et par mere stille Aerosmith-år igen kommet i rampelyset. Han er nemlig dommer i American Idol for tiden.

/ritzau/