Den sprængte dæmning, Nova Kakhovka, i den ukrainske by Kherson har skabt panik blandt byens beboere.

Enorme mængder vand fosser ind i byen, som nu er under evakuering. 

Ifølge guvernøren i Kherson bor omkring 16.000 mennesker i de områder, der er i 'kritisk risiko'.

Det norske TV 2 har snakket med den 30-årige frivillige Lozenko Lilia.

Hun er på pletten i Kherson og har med egne øjne set de dramatiske scener udspille sig, alt i mens hun har forsøgt at hjælpe. 

Her ses noget af det oversvømmede areal efter sprængningen af dæmningen i Kherson. 
Her ses noget af det oversvømmede areal efter sprængningen af dæmningen i Kherson.  Foto: Oleg Tuchynsky/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Situationen er ekstremt svær for mange nu. Nogle områder er stærkt oversvømmede. Nu arbejder vi på at hjælpe folk, der er ramt af oversvømmelserne,« fortæller hun til det norske medie. 

Snart skal hun videre til et andet område og hjælpe videre med evakueringen. 

Siden Rusland angreb Ukraine i februar 2022 har Lozenko Lilia været frivillig, og hun har altid frygtet et scenario som det, der udspiller sig nu.

 »Jeg er meget chokeret over det, der er sket. Der har været meget snak om, at sådan noget kunne ske, men for nylig begyndte vi at tro, at det ikke kunne. Nu skete det,« siger hun til mediet. 

På Twitter har ukrainsk politi lagt en video op, hvor en politibetjent bærer en ældre dame væk fra oversvømmelserne.

I teksten til videoen oplyses det, at 885 mennesker allerede er blevet hjulpet i sikkerhed af det ukrainske indenrigsministerium. 

Selv fortæller Lozenko Lilia, at hun har set flere døde dyr, der er druknet på grund af de enorme mængder vand. 

Den 30 meter høje og 3,2 kilometer lange dæmning blev angrebet tirsdag morgen. 

Siden da har Ukraine kaldt Rusland for en »terrorstat«. 

Følg udviklingen i Ukraine-krigen i B.T. s LIVE-BLOG lige her.