En køleskabsproducent og to andre selskaber sagsøges af pårørende til de 71 omkomne i Grenfell Tower-branden.

200 personer sagsøger tre selskaber efter en omfattende brand i boligblokken Grenfell Tower i London i 2017. Branden kostede 71 mennesker livet.

Det civile søgsmål er blevet indgivet i Philadelphia i USA af advokatfirmaet Saltz Mongeluzzi Barrett & Bendesky på vegne af flere end 200 britiske overlevende efter branden og pårørende til omkomne.

Det oplyser advokat Robert Mongeluzzi på Twitter.

Den 24 etager høje boligblok blev opslugt af flammer tidligt om morgenen den 14. juni 2017. Beboere i naboblokkene kiggede hjælpeløst på, mens snesevis af mennesker var fanget i Grenfell Tower.

Det menes, at årsagen til branden var et defekt køleskab i en lejlighed på fjerde etage. Samtidig har bygningens ydre beklædning fået skylden for, at branden spredte sig så hurtigt, da den angiveligt indeholdt brandbart materiale.

Saltz Mongeluzzi Barrett & Bendesky sagsøger tre amerikanske selskaber, som har produceret enten det pågældende køleskab eller beklædningspladerne på Grenfell Tower.

De tre selskaber er køleskabsproducenten Whirlpool, Arconic Inc., der ifølge søgsmålet konstruerede og fremstillede beklædningen, samt Celotex Corporation, som angiveligt producerede den isolering, der var anvendt i beklædningen.

Sagsøgerne mener, at Celotex Corporation vidste, at isoleringen ikke var egnet til høje bygninger, men at selskabet alligevel valgte at levere den til Grenfell Tower.

- Som et resultat af denne tragedie ønsker sagsøgerne kompensation, står der blandt andet i det næsten 600 sider lange søgsmål.

Det fremgår ikke, hvor stort et beløb sagsøgerne kræver af de tre selskaber.

Efter den voldsomme brand i Grenfell Tower blev der rettet en hård kritik mod Londons brandvæsen, som gav mange af højhusets beboere besked på at blive, hvor de var.

Denne forholdsordre blev først ændret efter to timer, da det for mange var for sent.

/ritzau/AFP