En gammel fodbolddebat er blusset op, efter at Niels Frederiksen, der er træner i Superligaklubben Esbjerg, har givet udtryk for, at Danmarks bedste fodboldrække burde udvides fra 12 til 16 hold.

- Jeg synes, der er meget, der taler for en udvidelse. Jeg synes i hvert fald, at diskussionen er blevet forstærket. Når det er så jævnbyrdigt, som det er i Superligaen, og når der er så stor fokus på nedrykningen, så er det relevant, sagde Niels Frederiksen for få dage siden til BT med tilføjelsen:

- Når jeg ser de omkring fem hold, der ligger i toppen af 1. division, så tror jeg, at de er så gode, at de kan gøre en flot præstation i Superligaen.

Cheftræner hos de regerende danske mestre fra FC København, Ståle Solbakken, er dog ikke enig med sin kollega i det vestjyske. Han mener, at en udvidelse vil svække dansk fodbold i forhold til det store udland.

- Jeg er for, at vi ikke skal være flere hold. Skal man holde sig til internationalt, må de bedste spillere være samlet på færre hold. Ser man på den danske liga i dag, er der masser af unge spillere, og jeg tror ikke på, at økonomien er til at udvikle den danske liga til 16 hold, siger Solbakken til bold.dk.

FCKs norske træner mener, at niveauet i topligaerne i Sverige og Norge, der begge har 16 hold, underbygger hans argument.

- I Sverige har de tabt international anseelse og vil tilbage til en liga med færre hold, og den samme diskussion kommer i Norge. Hvis dansk fodbold skal forblive konkurrencedygtigt - eller i hvert fald tæt på konkurrencedygtigt - så tror jeg ikke, det er nogen god ide at udvide ligaen, siger Ståle Solbakken.