Nu kommer den hollandske tv-kanal Avrotros med sin version af den hændelse, som førte til, at landets deltager, sangeren Joost Klein, tidligere på dagen blev smidt ud af Eurovision.

Det gør man i et længere opslag på Instagram.

»Der skete en hændelse efter sidste torsdags forestilling. I modstrid med klare aftaler blev Joost filmet, da han lige var kommet ned fra scenen og måtte skynde sig til greenroom. I det øjeblik indikerede Joost gentagne gange, at han ikke ønskede at blive filmet. Det blev ikke respekteret,« lyder det fra tv-kanalen, som står for afviklingen af Hollands nationale grandprix.

Det førte ifølge tv-kanalens udlægning af sagen til »en truende bevægelse fra Joost mod kameraet.«

Her ses Joost Klein på et pressemøde efter torsdagens semifinale. 
Her ses Joost Klein på et pressemøde efter torsdagens semifinale.  Jessica Gow/AFP/Ritzau Scanpix

»Joost rørte ikke kamerakvinden. Denne hændelse blev rapporteret, efterfulgt af en undersøgelse af EBU og politiet,« lyder det i opslaget.

AvroTros oplyser videre, at man siden har rådført sig med EBU for at finde en løsning på situationen.

»Ikke desto mindre har EBU stadig besluttet at diskvalificere Joost Klein. AvroTros finder straffen meget tung og uforholdsmæssig,« lyder det.

»Vi står for gode manerer - lad der ikke være nogen misforståelse om det - men efter vores mening er en udelukkelsesordre ikke proportional til denne hændelse.«

»Vi er meget skuffede og kede af det på vegne af de millioner af fans, der var så spændte på i aften. Det, som Joost bragte til Holland og Europa, burde ikke være endt på denne måde,« slutter man opslaget.

Her ses Joost Klein på scenen under torsdagens semifinale. 
Her ses Joost Klein på scenen under torsdagens semifinale.  Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

Joost Klein har endnu ikke selv udtalt sig om hændelsen.

Det var lørdag kort efter middagstid, at EBU - som står bag Eurovision - meldte ud, at den hollandske deltager ikke længere var en del af konkurrencen.

»Den hollandske kunstner Joost Klein kommer ikke til at deltage i den store finale i dette års Eurovision Song Contest,« lød det i en udtalelse.

»Svensk politi har undersøgt en klage fra et kvindeligt medlem af produktionsholdet efter en hændelse efter hans optræden i semifinalen torsdag aften. Mens den juridiske proces går sin gang, vil det ikke være passende for ham at fortsætte i konkurrencen,« lød det videre.

Det blev ikke nærmere oplyst, hvilken form for »hændelse«, der skal være tale om.

Den 26-årige sanger Joost Klein dukkede på mystisk vis ikke op, da den første prøve forud for lørdagens finale blev afholdt fredag eftermiddag, og efterfølgende begyndte en masse rygter og spekulationer at florere om, hvad der kunne være årsagen.

»Vi har en nultolerancepolitik over for upassende opførsel ved vores event og er forpligtet til at skabe et trygt og sikkert arbejdsmiljø for alle medarbejdere ved konkurrencen. I lyset af dette anses Joost Kleins adfærd over for et teammedlem for at være i strid med konkurrencereglerne,« lød det lørdag eftermiddag fra EBU om sagen.

HER kan du følge B.T.s livedækning af årets kaosfyldte Eurovision-show.