Det sociale medie Facebook bugner med konkurrencer, hvor man kan vinde alt fra rejser, biler, måltidskasser, tøj og meget mere. Og de fleste har nok mere end én gang forsøgt sig med at vinde en sådan konkurrence, men uden held.

En skoleklasse på Højby Skole, der ligger i udkanten af Odense, havde dog masser af held i en helt særlig Facebook-konkurrence, som nu betyder, at de tirsdag drager til København for at lave mad med en masse kendiskokke.

Noget, som både elever og lærer glæder sig meget til.

»Det er også bare en klasse, som er fantastisk at have med på tur, da de er positive og nysgerrige på at møde nye ting – og ikke er bange for at stille spørgsmål,« siger Emilie Thomsen, der er skolelærer på Højby Skole, og som tirsdag tager med 8.b til København.

Og dagen kommer til at byde på mange spændende og udfordrende, gastronomiske oplevelser for børnene fra Højby.

Eleverne skal nemlig blandt andet både prøve kræfter med at modellere deres eget marcipanæble og de skal forsøge at plukke en gråand.

Men én af de aktiviteter, der stikker særligt meget ud, foregår i telt 5. Her skal eleverne nemlig lave deres egen is af griseblod.

Det er michelin-kokken Theis Brydegaard fra den nye og anmelderroste restaurant Alchemist, der står bag den blodige aktivitet. Og den røde dessert bliver endda ikke kun lavet til ære for skoleeleverne – den bliver faktisk serveret på Alchemist som en del af deres 50 retter.

Blodisen er heller ikke med bare for at skabe en sjov gimmick.

Det er faktisk med det formål at gøre opmærksom på, at blod nemt kan bruges i madlavningen som en bæredygtig udnyttelse af alle ressourcer.

Til madkundskabernes dag skal eleverne dog ikke kun prøve kræfter med blodigt is – også kendte kokke som Mette Blomsterberg, der blandt andet er kendt fra DRs program Den store bagedyst og TV-kokken Thomas Herman vil stå i hvert sit telt og tilbringe dagen sammen med de mange elever.

»Jeg har valgt at undervise i et stykke gammel dansk kultur - smørrebrød - som er en disciplin, jeg lægger vægt på. I det her multietniske samfund med alle de informationer man hele tiden får på nettet via Instagram og Facebook - eller hvor de nu bevæger sig - ser man jo tonsvis af andre køkkener, men meget lidt af den danske gastronomi. Den forsvinder lige så stille mellem fingrene på os gennem de generationer, der kommer,« siger Thomas Herman.
»Jeg har valgt at undervise i et stykke gammel dansk kultur - smørrebrød - som er en disciplin, jeg lægger vægt på. I det her multietniske samfund med alle de informationer man hele tiden får på nettet via Instagram og Facebook - eller hvor de nu bevæger sig - ser man jo tonsvis af andre køkkener, men meget lidt af den danske gastronomi. Den forsvinder lige så stille mellem fingrene på os gennem de generationer, der kommer,« siger Thomas Herman.
Vis mere

Hele formålet med dagen er at øge fokus på madkundskab i skolerne.

»Det bliver en hektisk og skøn dag, hvor jeg glæder mig til at dele ud af min faglighed fra konditorfaget, videregive en grundlæggende forståelse for håndværket og ikke mindst dele ud af min passion, som har været en vigtig følgesvend for mig i mit eget arbejdsliv,« siger Mette Blomsterberg om sin deltagelse i Madkundskabernes Dag, som arrangementet altså hedder.

8.b fra Højby skole er dog ikke den eneste, der har vundet konkurrencen på Facebook.

I alt otte skoleklasser fra hele landet får del i festlighederne.

Madkundskabernes dag er udviklet af Madkulturen og er støttet af Rema 1000.