45 procent svarer i ny undersøgelse "nej" til, at Danmark skal hente danske børn i syriske lejre hjem.

De danske børn, der lige nu sidder i lejre i Syrien, fordi deres forældre har været en del af Islamisk Stat, skal ikke regne med deres landsmænd i bestræbelserne på at komme til Danmark.

I en ny rundspørge, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, svarer flertallet af danskerne afvisende på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal arbejde aktivt for at hente børnene hjem.

45 procent svarer "nej", 34 procent mener "ja", mens den sidste femtedel svarer "ved ikke".

I FN's børneorganisation, Unicef, der blandt andet leverer nødhjælp til lejrene, forstår mediechef Christian Sophus Ehlers godt den udbredte skepsis over at få personer hjem, der har levet i det islamistiske voldsregime.

- Men man skal huske på, at det er børn, vi taler om, og børn har ifølge børnekonventionen nogle krav på beskyttelse, som vi skal leve op til. De har simpelthen krav på vores beskyttelse, siger han.

Der er tre lejre i det nordøstlige Syrien, hvor Islamisk Stats tilfangetagne sympatisører sidder.

I den største lejr - al-Hol - sidder op mod 75.000 mennesker, og to tredjedele af dem er børn.

Lejrene er plaget af sygdom, børnene af undernæring, og senest har temperaturer på næsten 50 grader skabt en akut mangel på rent drikkevand.

Red Barnet er en af de få internationale organisationer, der har adgang til alle tre lejre i Syrien.

Organisationens talsperson i Syrien, Amjad Yamin, oplever, at de fysiske forhold i lejrene gradvist forværres.

- Samtidig har vi store udfordringer med børnenes mentale helbred - især hos de børn, der har levet under Isis (Islamisk Stat, red.), og som har oplevet vold og andre ting, som de ikke bør udsættes for, siger han.

På den baggrund er den eneste reelle løsning ifølge Red Barnet, at børnene kommer tilbage til deres respektive hjemlande, hvor myndighederne må tage sig af dem og eventuelt retsforfølge deres forældre.

/ritzau/