11 måneder.

Så længe skulle der går, før Jonas Sivkær Pettersen fik afgørelsen i sin klagesag mod de to betjente, der ifølge ham brugte unødvendig magt for at fastholde ham. En sag, der har smadret hans retsfølelse og tillid til politiet.

»Jeg kan mærke det i kroppen, når jeg møder politiet. Så går jeg en stor bue uden om dem,« siger han og uddyber:

»Jeg synes ikke, det er sjovt at møde dem på gaden, men jeg har det okay. Man må bare sande, at der er nogle brodne kar – også i politiet.«

33-årige Jonas Sivkær Pettersen blev forvekslet med en butikstyv, da han var på vej hjem efter en indkøbstur i Rema 1000 en lørdag aften.

Han kom gående ad Kastrupvej på Amager i København ved 21.30-tiden, da en hvid varevogn med politiets logo på siden kørte op på fortovet foran ham.

Han har forklaret, at han i første omgang troede, at de ville spørge om vej, men så sprang de to betjente ud og gik på ham.

»De lagde mig hårdt ned på jorden og gav mig håndjern på. Uden at indlede en dialog. Uden at sige, hvad det drejede sig om.«

»Uden at kropsvisitere mig eller undersøge min pose, hvor kvitteringen fra Rema 1000 lå,« fortalte Jonas Sivkær Pettersen til B.T. i sin tid.

Men Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) gav ham ikke medhold i hans udlægning af sagen. I sidste ende stod det mellem hans og betjentenes påstande.

Derfor har man valgt ikke at rejse tiltale mod de to betjente.

Af afgørelsen fremgår det blandt andet, at der var to civile vidner, som begge har forklaret, at selve anholdelsen så voldsom ud.

Jonas Sivkær Pettersen går til daglig med toupé, men den blev revet af under anholdelsen.
Jonas Sivkær Pettersen går til daglig med toupé, men den blev revet af under anholdelsen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det ene vidne har forklaret, at en af betjentene på et tidspunkt trykkede Jonas Sivkær Pettersens hoved hårdt ned mod asfalten. Vedkommende mente ikke, at Jonas Sivkær Pettersen gjorde meget modstand.

Det andet vidne forklarede, at Jonas Sivkær Pettersen udøvede kraftig modstand ved at vride sig rundt.

Jonas Sivkær Pettersen pådrog sig hudafskrabninger i ansigtet, men DUP mente ikke, at skaderne støttede hverken hans eller betjentenes udlægning af hændelsen.

Tilbage står Jonas Sivkær Pettersen, som stadig føler sig uretfærdigt behandlet og traumatiseret.

»Selv hvis jeg var en butikstyv, var betjentenes behandling af mig grotesk. Den måde, jeg blev overfaldet på, som jeg vil kalde det for, er helt uacceptabel.«

Jonas Sivkær Pettersen har tydelige mærker på håndleddene efter en ubegrundet anholdelse.
Jonas Sivkær Pettersen har tydelige mærker på håndleddene efter en ubegrundet anholdelse. Foto: Privatfoto
Vis mere

I afgørelsen lyder det også, at man overlader det til DUP, hvorvidt man vil rejse kritik af de to betjentes adfærd på trods af, at man ikke rejser tiltale for vold.

»Jeg håber, at man som minimum rejser kritik af deres adfærd.«

Jonas Sivkær Pettersen har dog ikke stor tillid til DUP, som han mener, slår en ring om sine betjente.

»Det er ikke god politi-skik at anholde og overmande mig på den måde. De forklarede mig slet ikke, hvorfor jeg blev lagt ned på jorden,« siger han og slutter:

»Man skulle tro, jeg havde begået et mord ud fra den måde, de behandlede mig på.«

DUP's seneste årsberetning viser, at der er sket en langsom, men sikker stigning af klagesager siden 2012. Her var der 1779 sager, hvor der i 2018 blev modtaget 2699 klagesager.

Det er dog langt de færreste sager, som munder ud i en tiltale eller udtalt kritik af betjentene. I kun 3,9 procent af 283 såkaldte 'adfærdsklager' har DUP valgt at udtale kritik af de involverede betjente. I 7,1 procent af sagerne har man beklaget episoden, men ikke givet klager medhold.