Antallet af anmeldte tilfælde af syfilis stiger og stiger. Nu er tilfældene steget med over 600 de seneste 20 år.

I 2021 blev der anmeldt 634 tilfælde af den seksuelt overførte sygdom syfilis til Meldesystemet for Infektiøse sygdomme (MIS) ifølge Statens Serum Institut. Der er ikke tal for 2022 endnu.

582 tilfælde blev fundet blandt mænd og 52 blandt kvinder. 12 personer havde to tilfælde i løbet af året. Mænd, der har sex med mænd, er særligt ramt af sygdommen. Denne gruppe udgør 493 af tilfældene blandt mænd.

Ni af de 52 kvinder i 2021 var gravide, da de blev smittet.

Tal fra Statens Serum Institut.
Tal fra Statens Serum Institut.
Vis mere

»Der blev desuden fundet seks kvinder med syfilis i gravidscreeningen, men de var ikke blevet anmeldt til Meldesystemet for infektionssygdomme,« lyder det fra Statens Serum Institut, der fortsætter:

»Når andelen af kvinder med syfilis, som er gravide, er så relativt høj, tyder det på, at der kan være en del kvinder, der ikke er gravide, og derfor ikke bliver screenet for syfilis, som er smittet.«

Desuden nævnes det, at der formentlig også er et antal heteroseksuelle mænd, som har syfilis, men som ikke bliver testet, fordi de ikke har symptomer.

Årsagen til det høje antal mænd, der har sex med mænd, kan altså være, at de bliver hyppigere testet.

Tilbage i februar fortalte Statens Serum Institut, at langt de fleste af dem, der blev smittet med syfilis i 2019 og 2020, blev smittet i Danmark.

»Normalt plejer der at være flere, der bliver smittet med syfilis på rejser i udlandet, men det kunne de ikke i 2020 på grund af rejserestriktionerne,« siger Susan Cowan, der er sektionsleder i SSI.

De færre rejserelaterede tilfælde fik dog ikke det samlede antal anmeldte tilfælde til at falde – og i hendes udtalelse fra februar lød det også, at man så samme tendens i 2022.